GLS-chauffører omgår regler, som selskabets egen topchef advarede mod at fjerne
Selvom GLS' egen topchef har advaret om »lovløse tilstande«, hvis man dropper krav om tilladelser i vognmandsbranchen, kører pakkegigantens leverandører selv rundt uden.
Topchefen for GLS i Danmark, Steen Ravnsbæk Kristensen, har flere gange advaret om, at det vil føre til mere kriminalitet i vognmandsbranchen, hvis chauffører kører rundt uden særlige tilladelser.
Men GLS anvender selv underleverandører, der gør netop det.
Det er til trods for, at GLS kræver, at alle underleverandører skal have såkaldte vognmandstilladelser, som bliver udstedt af Færdselsstyrelsen.
I interview og debatindlæg har topchef Steen Ravnsbæk Kristensen direkte advaret om, at det vil »åbne døren på klem for lyssky forretninger«, hvis man fjerner kravet om de godkendelser, som flere GLS-chauffører altså kører rundt uden.
»Der vil være en stor risiko for, at nogen vil udnytte, at der ingen kontrol længere vil være med den del af branchen,« sagde Steen Ravnsbæk i 2024 til MobilityWatch.
»Reglerne er der som regel af en årsag,« tilføjede han.
Dengang havde den daværende regering med transportminister Thomas Danielsen (V) i spidsen foreslået at afskaffe godkendelseskravene, men det ville ifølge GLS-topchefen være en »helt forkert« beslutning.
»Det åbner op for, at branchen kommer tilbage til fordums tid, hvor det var kendt som det vilde vesten,« sagde han til MobilityWatch.
Finans har uden held forsøgt at få en kommentar fra Steen Ravnsbæk Kristensen. Det har heller ikke været muligt at få en kommentar fra GLS.
Da Finans for nylig afslørede, at flere GLS-underleverandører trækker tråde til hvidvask, fiktive fakturaer og konkurskarantæner, fremhævede GLS selv, at alle underleverandører skal have en vognmandstilladelse.
Alligevel har Finans været i stand til at identificere fire underleverandører, der tilsyneladende kører rundt uden.
Kravet om vognmandstilladelser blev indført i 2019 efter sager om svindel, socialt bedrageri og sort arbejde i transportsektoren. Målet var bl.a. at skabe mere fair konkurrencevilkår.
For at få en tilladelse skal man bl.a. opfylde krav om faglige kvalifikationer, økonomi og såkaldt vandel og god skik.
I den forbindelse kan Færdselsstyrelsen f.eks. tjekke, om en ansøger er tidligere straffet eller har været involveret i en konkurs.
Derefter foretager styrelsen »en samlet vurdering af, om vognmandsvirksomheden kan drives på en forsvarlig måde«.
Det betyder altså, at hvis man har skeletter i skabet, kan Færdselsstyrelsen afvise at give en godkendelse til en ansøgende virksomhed.
Det var eksempelvis tilfældet, da Færdselsstyrelsen to gange i 2024 gav afslag på en ansøgning om yderligere tilladelser fra GLS’ distributionspartner Zaza23 Logistik ApS.
Selskabets ejer og direktør havde således tidligere været involveret i et i dag konkursramt selskab, der også kørte for GLS, og havde efterfølgende fået konkurskarantæne.
Derfor vurderede styrelsen, at selskabet ikke kunne leve op til de såkaldte vandelskrav.
Det er dog kun lovpligtigt med en tilladelse, hvis man kører med stykgods over 11 kg,
Men det har brancheorganisationen DTL Danske Vognmænd kaldt et kæmpe hul i lovgivningen, og det er man enig i hos GLS, som derfor af egen vilje har strammet kravene for underleverandørerne.
»Det betyder, at det er et krav fra vores side, at alle vores underleverandører er godkendte til at køre med pakker over 11 kilo,« har GLS’ danske pressekontor tidligere skrevet til Finans.
I svaret henviste GLS også til et debatindlæg fra 2024 bragt i Altinget, der bl.a. var underskrevet af Steen Ravnsbæk Kristensen.
Heri lød det, at branchen frygtede »lovløse tilstande,«, hvis godkendelseskravet blev afskaffet, som der var opstået et politisk ønske om.
»Det nytter ikke at afbureaukratisere, når det fører til mere kriminalitet og social dumping,« lød det i debatindlægget, som udover GLS-topchefen også var underskrevet af repræsentanter fra fagforeningen 3F, pakkepostfirmaet Bring og DTL Danske Vognmænd.
Heri kaldte de 11-kg-undtagelsen »en tåbelig regel, der skaber unødvendige huller i reguleringen.«
»Den giver aktører mulighed for at omgå reglerne og slippe for omkostninger til vognmandskurset og uddannelse af chauffører.«
»Hvis vi virkelig ønsker at styrke transportbranchen, bør vi i stedet fjerne 11-kg-undtagelsen og sikre, at alle operatører spiller efter de samme regler. Det vil samtidig lette arbejdet for politiet, som har problemer med håndhævelse af reglen,« lød det.


