Bettina Marie Ezaki kan på et splitsekund høre, når hendes samarbejdsevner fejler. Og det kan virksomhedsledere lære noget af
Hvad kan moderne arbejdsgivere lære om samarbejde af et musikalsk ensemble, der oprindeligt har sine rødder i 1700-tallet? En hel masse, fortæller violinist Bettina Marie Ezaki, der mener, at strygekvartetten er det ultimative symbol på, når samarbejde mellem mennesker går op i en højere enhed – for det kan høres på et splitsekund.
Når Bettina Marie Ezaki møder ind på arbejde hver dag, kan det bogstavelig talt høres, hvis der er en mislyd i teamet.
Her snakker vi ikke om lidt kollegialt fnidder over kaffeautomaten, uoverensstemmelser, der kommer til udtryk i små subtile stikpiller mellem kolleger eller overordnede utilfredsstillende resultater på vegne af en hel afdeling.




