Niels Duedahl, du har et forklaringsproblem
Danish Crown er blevet kritiseret fra flere sider for deres polske slagtninger. Den danske koncerns forsvar rejser flere spørgsmål, end det besvarer, skriver chefredaktør Morten Bundgaard i sit nyhedsbrev.
Vil du have ugens skarpeste overblik? Chefredaktør Morten Bundgaard giver dig hver fredag overblik over de vigtigste begivenheder med betydning for dansk erhvervsliv. Skriv dig gratis op til nyhedsbrevet Bundgaards Bundlinje her.
KÆRE LÆSER
Den religiøse slagtning er ikke just for sarte sjæle.
Der foretages ét hurtigt, uafbrudt snit tværs over koens hals med en lang kniv. Uden bedøvelse. Snittet skærer halspulsårer, luftrør og spiserør over i én bevægelse, og der kan gå en rum tid, hvor dyret forbløder i smerte, før det mister bevidstheden.
Dyret bliver altså udsat for lidelse i de hellige skrifters navn.
Dyrevelfærdseksperter betegner kort og godt metoden som dyreplageri, og så må man tillade sig at spørge: Er sådan en praksis forenelig med et etisk kodeks, der hylder dyrevelfærd?
Det spørgsmål stillede mine dygtige kolleger Mathias Lorenzen og Peter Thomsen Danish Crowns øverste chef, Niels Duedahl, da de her på Finans kunne afsløre, at kødkoncernen gennem sit polske datterselskab Sokolow praktiserer jødisk kosherslagtning af kvæg.
Det ønskede han ikke at svare personligt på, og det forstår man jo godt, når man ser på, hvad Danish Crown selv skriver på sin hjemmeside:
»I Danish Crown sætter vi dyrevelfærd højt og tager hånd om dyrenes trivsel hele vejen fra gård til slagtning.«
Hvabehar?
De velmenende lovord holder tilsyneladende ikke helt, når man kommer om bag kulisserne.
»Danish Crown finder kosher-slagtning problematisk,« påpegede koncernen selv i et internt notat fra 2022, kunne vi afsløre her på Finans.
Metoden er forbudt i Danmark og en række andre lande, men ikke i Polen.
Sagen har ikke overraskende vakt opstandelse helt ind på Christiansborgs gange.
SF’s ordfører på området, Carl Valentin, skrev et kritisk opslag på Facebook, der på nuværende tidspunkt har afstedkommet over 2.000 kommentarer.
»Tænk at skære halsen over på et dyr, der er ved fuld bevidsthed. Og at Danish Crown vælger at fortsætte bare for at sælge lidt ekstra kød virker helt vildt. Så stå da ved jeres principper,« udtalte ordføreren til Finans.
Sådan en svada er svær at komme tilbage på.
Danish Crown forsvarer sig med, at de polske slagtninger kun foregår i begrænset omfang, at man tager hensyn til et religiøst mindretals traditioner, og at andre slagterier vil overtage arbejdet, hvis koncernen selv stopper.
Men det er et forsvar, der rejser flere spørgsmål, end det besvarer.
For det første bliver en problematisk praksis ikke principielt acceptabel af, at den kun omfatter en lille del af dyrene.
For det andet er respekt for religiøse mindretal ikke det samme som en forpligtelse til at levere en fødevare, hvis fremstillingsmetode kolliderer med virksomhedens egne etiske principper.
Og for det tredje: Siden hvornår er det blevet et etisk argument, at konkurrenterne gør det samme?
Hvis Danish Crowns egne principper om dyrevelfærd er udgangspunktet, er det vel underordnet, om andre virksomheder vælger at se bort fra dem.
Ellers bliver logikken, at man gerne må gå på kompromis med sine værdier, når konkurrenterne gør det samme.
Det er en besynderlig målestok for en koncern, der selv fremhæver dyrevelfærd som en kerneværdi.
Hvordan skal man ellers forstå det, når Danish Crown fastholder en slagtemetode, som koncernen selv har vurderet problematisk?
Det er mig bekendt selve definitionen på hykleri. Her må principperne vige, når andre hensyn vejer tungere.
Og det rejser et langt mere grundlæggende spørgsmål om en virksomheds måske vigtigste valuta: troværdighed.
Forestil dig, at Novo Nordisk accepterede en praksis på en udenlandsk fabrik, som kompromitterede kvaliteten af medicinen, og forsvarede det med, at produktionen var lovlig lokalt og kun udgjorde en lille del af den samlede produktion.
Det ville næppe være et overbevisende forsvar.
Det er selvfølgelig ikke det samme at fremstille medicin og slagte dyr. Men princippet er det samme: En virksomhed, der profilerer sig på høje standarder, må også være villig til at håndhæve dem.
Også når det koster noget.
Og særligt i en tid, hvor dyrevelfærd fylder stadig mere i den politiske debat, virker Danish Crowns prioritering påfaldende tonedøv.
Problemet er ikke, at koncernen respekterer religiøse traditioner. Problemet er, at den tilsyneladende er villig til at gradbøje sine egne principper for at imødekomme dem.
Danish Crown må selv afgøre, hvilke kompromiser virksomheden er villig til at indgå for at nå sine mål. Men så må man også leve med konsekvensen, når handlingerne ikke stemmer overens med værdierne.
Sagen får mig til at tænke på en gammel grundregel i kommunikation: Det, der ikke kan forklares, kan heller ikke forsvares.
Og i sidste ende er det ikke kun dyrevelfærden, Danish Crown gambler med. Det er virksomhedens egen troværdighed.
Så lad mig gentage: Niels Duedahl, du har et forklaringsproblem.
Det har også min opmærksomhed
En genoptaget efterforskning
Først blev energihandelsselskabet og en række nøglepersoner anholdt, fængslet og sigtet under stor dramatik. Anklagen lød, at man havde manipuleret priserne på den nordiske elbørs, hvorved de skulle have scoret profitter for trecifrede millionbeløb.
Siden blev sagen mod det navnebeskyttede energihandelsselskab droppet i juni. Men efter en klage meddelte Rigsadvokaten torsdag, at man har valgt at genoptage sagen, som har rod i energikrisen i 2022 og 2023, hvor tårnhøje priser på et kaotisk energimarked efter Ruslands beslutning om at lukke for gasforsyningen til Europa skabte særdeles lukrative vilkår for energihandlere, som tjente store milliardbeløb på voldsomme udsving i energipriserne.
Læs mine gode kolleger Jesper Høberg og Victor Emil Kristensens gennemgang af sagen og den seneste udvikling.
En skelsættende børsnotering
En af årets mest ventede børsbegivenheder er tæt på sin kulmination. Jeg taler naturligvis om noteringen af AI-kometen Anthropic. Og det siger sig selv, at ambitionerne er astronomiske. Anthropic går efter en værdiansættelse på 10.000 mia. kr., og det nye prospekt, der kom på gaden i denne uge, tegner et skelsættende billede af AI-boomet.
Finans’ techjournalist Jesper Kildebogaard har haft de 400 sider under lup og lavet fire nedslag, der fortæller historien om et selskab og en branche, der er ved at ændre spillereglerne for verdensøkonomien. Læs artiklen her.
Der er også mulighed for at høre Jesper udlægge sagen i denne Finans Lynanalyse.
Jesper gennemgår også sagen i sit nyhedsbrev, som jeg ikke kan anbefale nok. Læs og abonnér her.
Et historisk år for Danske Bank
Landets største bank er på kurs mod sit bedste resultat nogensinde. Det står klart efter ugens regnskab, og Danske Bank-topchef Carsten Egeriis har god grund til at glæde sig.
Det har bankens aktionærer også, for de kan se frem til at få del i succesen. Læs Claus Iversens interview med Carsten Egeriis om bankens kurs mod et historisk stærkt 2026.
Ugens anbefaling
»Livet er ikke meget værd at leve, hvis man ikke genopfinder sig selv løbende.«
Sådan lyder det fra André Rogaczewski, topchef i Netcompany, i podcasten ”Topchefernes Playliste”.
Det er en ledelsessamtale, der starter med heavy metal og ender ved meningen med det hele.
Sammen med vært Mette Højen taler André Rogaczewski om musik som fællessprog på tværs af kulturer, og om hvorfor Netcompany fra første dag har haft noget af skotterne fra Braveheart over sig.
Du kan finde den, der hvor du finder podcasts. Eller lytte her på Finans.
Med ønsket om en forrygende fredag.
Morten Bundgaard
Vil du have ugens skarpeste overblik? Chefredaktør Morten Bundgaard giver dig hver fredag overblik over de vigtigste begivenheder med betydning for dansk erhvervsliv. Skriv dig gratis op til nyhedsbrevet Bundgaards Bundlinje her.




