Fortsæt til indhold

Ledelse starter der, hvor tavsheden overtager

Anmeldelse: Bogen tager fat på det, der sjældent fylder i den klassiske ledelseslitteratur, nemlig følelserne, det sårbare og de erfaringer, mennesker bærer med sig ind på arbejdspladsen.

Ayhan Gormez holder også foredrag om ledelse. Foto: Mindcloud
Erhverv
Kim Buch-MadsenVirksomhedskonsulent og foredragsholder

Det kunne være blevet en rigtig god bog. En bog om alt det usagte i ledelse, nerven i det hele – og det vi ikke taler om. Men sådan blev det desværre kun delvis.

Bogens emne er spændende, relevant og sympatisk, forfatteren er vidende og engageret, sproget er let og sine steder formidabelt originalt.

Fundamentet er 139 samtaler, 69 artikler og en, efter litteraturfortegnelsen at dømme, betydelig baggrundsviden. En lang række spændende mennesker; forskere, kendisser, kunstnere og ledere har givet deres besyv med. Et stort og varieret materiale.

Ifølge bogens titel, undertitel og indledning skulle den handle om alt det usagte.

Følelserne, det sårbare, forsvarsmekanismerne, det underbevidste, livshistorierne og livserfaringerne vi hver især bærer med os på jobbet og som præger organisationers liv på godt og ondt, selv om vi taler meget lidt om det.

I dén grad et relevant emne.