Fortsæt til indhold

Thorning lover flere internationale skoler

Kommunerne skal have lettere adgang til at oprette internationale skoler

Erhverv

Familien er vigtig i kampen om at tiltrække højt kvalificerede udlændinge, sådan lyder det fra statsminister Helle Thorning-Schmidt (S). Derfor er regeringen på vej med et lovforslag, der skal give kommunerne lettere adgang til at etablere internationale skoler. Forslaget får opbakning fra Venstre.

Løftet om flere internationale skoler kom, da statsministeren her til eftermiddag talte på Dansk Industris topmøde i Forum i København.

”Når I vil ansætte for eksempel en udenlandsk forsker, betyder det ikke alene noget, at I kan tilbyde gode arbejdsvilkår. Det er også vigtigt, at der er gode forhold for den familie, der skal flytte med til Danmark. For eksempel, at der er en ordentlig skole til børnene. Derfor har en del af jer efterspurgt flere internationale skoler i Danmark. Det ønske vil regeringen imødekomme,” sagde statsministeren.

Helle Thorning-Schmidt appellerede til en aftale med Venstre og bred politisk enighed om de nye skoler.

Kort efter gik Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, på talerstolen i Forum og kvitterede prompte for Thornings invitation.

”Vi er helt åbne for enhver tanke om at lave internationale skoler, så der skal regeringen bare komme til os med sine forslag. Også her vil Venstre være hjælpsom,” lød det fra Løkke.

Tanken er, at kommuner med virksomheder, der har mange udenlandske ansatte skal kunne oprette internationale skoler.

”Vi vil give kommunerne mulighed for at oprette internationale skoler dér, hvor der er brug for det. Det er typisk de steder i landet, som har en eller flere store virksomheder med mange udenlandske medarbejdere,” forklarede Helle Thorning-Schmidt.

Artiklen er publiceret i samarbejde med Jyllands-Posten.
Artiklens emner
DI Topmødet