Butikscentre i hård dyst om danske kunder
Nethandel er en stor udfordring for danske shoppingcentre. Flere milliardprojekter er på vej, men planerne trækker ud, og nogle realiseres aldrig.
Nye, danske butikscentre for mere end 10 mia. kr. er på tegnebrættet. Men mange er forsinkede, og en del af dem bliver sikkert aldrig til noget.
De overdækkede indkøbscentre er under pres fra flere fronter. Detailhandlen er ramt af et sløvt privatforbrug. Nethandel kaprer i stor stil kunder fra de fysiske butikker. Samtidig er det vanskeligt at få finansieret nye byggerier.
»Det er ikke alle projekter, som bliver til noget. Det er især svært at få nye byggerier gennemført, mens det er lidt nemmere at udvide eksisterende centre. Stigende nethandel og sværere adgang til finansiering er de største udfordringer,« siger direktør Per Nyborg, ICP - Institut for Center Planlægning.
Ifølge den seneste opgørelse fra ICP er der planer om op mod 30 nye projekter eller større udvidelser med et samlet areal på mere end 450.000 kvm. Nogle er allerede godt i gang og forløber planmæssigt. Men der er usikkerhed om en del projekter.
»Vi har haft en længere periode, hvor det er gået langsommere med at realisere byggerier og projekter. Selv til sunde projekter er det svært at få finansieringen på plads,« vurderer Per Nyborg.
Udviklingen i detailhandlen har været flad eller vigende i flere år. Butikscentrene har længe klaret sig bedre end den øvrige detailhandel, fordi butikkerne i fællesskab kunne sætte tryk på markedsføringen. Nu er der tegn på, at indkøbscentrene også rammes.
Steen & Strøm, som i mange år har ejet eller administreret 16 af Danmarks største shoppingcentre, melder i første halvår af 2014 om et fald i omsætningen på 2 pct. Flere andre centre har også haft en opbremsning i salgsudviklingen.
Netop Steen & Strøm står bag planen om et nyt, stort butikscenter i Odense med navnet Viva. Det skulle efter den første plan have været bygget i 2015. Målet er nu, at centret med op mod 110 butikker er klar i 2017.
»Vi forhandler om at få en stor dagligvare-aktør med i projektet. Det er vi i gang med, og det er forudsætning for, at vi kan komme videre. Men vi tror på, at det skal lykkes,« siger marketingchef Claus Tüchsen, Steen & Strøm.
Kravene er ændret, så vi har indrettet os mere efter den moderne familie med nye butikstyper, større areal med restauranter og oplevelser
En af de helt store udfordringer for centrene er konkurrencen fra nethandel. Danskernes onlinekøb er år for år vokset med mellem 10 og 20 pct., og det trækker omsætning fra de fysiske butikker.
»Heller ikke butikscentre kan modstå nethandlen. Når forbrugerne klikker sig til køb, koster det trafik og omsætning. Centrene kæmper for at holde på kunderne. Men det er svært,« siger direktør Jens Birkeholm, Dansk Detail.
Millioner til udbygning
Fisketorvet i København er et af de centre, som aktivt forsøger at tage konkurrencen op mod den stigende nethandel. I de seneste år er der investeret 350 mio. kr. i nye faciliteter. Det har ifølge centerdirektør Jacob Bannor givet resultat i form af flere attraktive butikker samt flere og nye kunder.
»Vi tager især kunder fra Strøget i København. Vores strategi er fortsat at sikre vækst og samtidig at møde konkurrencen fra den voksende nethandel. Kunderne skal her have tilbud, som gør det attraktivt og derfor har vi fokuseret meget på en ændret indretning og nye butikker. Det arbejde fortsætter,« siger Jacob Bannor.
I de seneste år er der skudt nye boligområder op omkring Fisketorvet. Det har centret reageret på.
»Kravene er ændret, så vi har indrettet os mere efter den moderne familie med nye butikstyper, større areal med restauranter og oplevelser. Tidligere tiltrak vi også mange teenagere, men kombinationen af kunderne er nu bredere end før,« vurderer Jacob Bannor.
Kan tage markedsandele
Butikscentrenes andel var i mange år støt stigende, men andelen har nu i flere år ligget stabilt på ca. 24 pct. Trods den aktuelle stilstand i detailhandlen vurderer ICP, at butikscentrene vil vinde markedsandele fra forretningerne i byerne. Per Nyborg forventer, at centrene om få år vil sidde på 30 pct. af handlen.
Samme vurdering har detailhandelseksperten Flemming Birch fra konsulenthuset Birch & Birch. Han siger:
»Der er en klar tendens til, at de større butikskæder foretrækker at placere sig i centre frem for bymidten. Planloven, som åbner mulighed for flere bycentre, vil skubbe til den udvikling.«
»De helt store butikscentre klarer sig godt, da de har en tydelig, regional placering og kan tiltrække kunder fra et stort opland. På markedet er også en række mindre centre, der i højere grad retter sig mod lokale forbrugere og deres dagligdags behov. Vi forventer, at mindre centre af denne type og med den rigtige placering ved trafikknudepunkter vil have en god og stabil udvikling fremadrettet,« mener partner Rasmus Nørgaard, Nordic Real Estate Partners.