Fortsæt til indhold

Banker satte 16 mia. kr. i banken

Ikke siden 2007 har den danske finansverden leveret bedre resultater end i år.

De dansker tjente i første halvår 16,1 mia. kr. før skat.
Erhverv

Et kapitel af den mest grusomme slags synes endegyldigt at være afsluttet i den danske finansverden.

Det har været kendt et stykke tid, og det bliver bekræftet i en halvårlig status fra Finanstilsynet, finansbranchens vagthund.

Tilsynet har opgjort det samlede overskud før skat i de danske pengeinstitutter til 16,1 mia. kr. i første halvår.

Det er det bedste resultat siden 1. halvår i 2007 - kort før finanskrisen satte ind, og noget bedre end de 10,4 mia. kr., der var resultatet af bankernes anstrengelser i den første halvdel af 2013.

Fremgangen skyldes ikke i mindst faldende nedskrivninger på udlån samt en ekstraordinær stigning i andre driftsindtægter i Jyske Bank. Banken indtægtsførte i forbindelse med sammenlægningen med BRF Kredit 2,4 mia. kr.

Men selv uden den post er der tale om det bedste resultat siden 2007.

Det er ikke mindst værd at bemærke, at bankerne har fået bedre styr på nedskrivningerne, der gav store problemer, da krisen var størst. I første halvår nedskrev man "blot" 5,5 mia. kr. på udlån. Et fald på 2,4 mia. kr. fra samme periode i fjor.

I modsat retning trækker det, at nettorenteindtægterne er faldet fra 23,8 mia. kr. i de første seks måneder af 2013 til 22,9 mia. kr. i år. Forklaringen skal ikke mindst findes i faldende udlån (-5 pct.) samt en mindre rentemarginal på udlån, der er forskellen på den rente, som banken betaler for at låne penge, og den som kunden betaler.

Opgørelsen viser desuden, at de danske pengeinstitutter samlet set er solidt polstrede. Det hører dog med, at solvens- og kernekapitalprocenten er faldet fra 1. halvår 2013 til 1. halvår 2014. Kernekapitalprocenten er faldet fra 20,5 til 18,2 pct., mens solvensprocenten er faldet fra 22,9 til 20,9 pct.

»Faldet skyldes hovedsagligt en stigning i risikoeksponeringen for pengeinstitutterne i gruppe 1 (de største, red.), hvilket blandt andet kan henføres til de nye kapitalregler, mens udlånet har været faldende set over den betragtede periode,« skriver tilsynet i rapporten.

Også blandt landets realkreditinstitutter er der fremgang at spore. Her har man i første halvår noteret et overskud før skat på 5,2 mia. kr. mod 4,4 mia. kr. et år tidligere.

Det endda på trods af, at institutterne har været nødsaget til at nedskrive for 500 mio. kr. mere i år. Til gengæld har man sikret sig et løft i nettorenteindtægterne på 600 mio. kr., ligesom man i første halvdel af 2014 havde en nettokursgevinst på 80 mio. kr. mod et kurstab på 440 mio. kr. i førte halvdel af 2013.

Artiklens emner
Finanstilsynet