Direktør: Størrelse og branding betyder alt
Købet af Hotel Marriot skal skaffe flere internationale gæster til Danmark.
Det skal være stort, og det skal være internationalt kendt.
Det er forudsætningen for at kunne klare sig mod udenlandske konkurrenter, når det gælder konferencer, messer, udstillinger og møder i den store stil, lyder det fra BC Hospitality Group A/S, der er det nye navn for Bella Center, som netop har fået det femstjernede Hotel Marriot i København som et nyt aktiv.
»Marriot bliver et meget vigtigt aktiv. Hotellet leverer den højeste indtjening per værelse, og samtidig vil vi kunne få yderligere fordele af stordrift,« forklarer Allan L. Agerholm, der er administrerende direktør for BC Hospitality Group A/S.
Foreløbig mangler konkurrencemyndighedernes godkendelse af handlen, men direktøren forventer ikke problemer fra den side.
Med næsten 1.600 hotelværelser vil vi stå meget stærkt over for vores udenlandske konkurrenter.
»Samlet set vil vi sidde på 10 pct. af markedet i København, og det kan vel næppe kaldes dominerende,« siger Allan L. Agerholm.
Han ønsker ikke at oplyse købsprisen for hotellet.
»Det er aftalt mellem parterne, at købsprisen ikke oplyses,« tilføjer han.
Til gengæld vil han gerne fortælle, at formålet med købet er at kunne tiltrække flere internationale kunder.
»Med næsten 1.600 hotelværelser vil vi stå meget stærkt over for vores udenlandske konkurrenter. Der er der faktisk ikke andre i Europa, der kan matche. Bella Center er i forvejen kendt og anerkendt i både ind- og udland for at være stærk til konferencer og messer, og med Marriot som et nyt aktiv, mener vi, at vi kan tilbyde det bedste produkt i markedet,« fortæller Allan L. Agerholm.
Her henviser han både til overtagelsen af Hotel Marriot, rebrandingen af Bella Sky til AC by Marriot-brandet samt den nylige etablering af Comwell Conference Center Copenhagen.
»Vi vil gerne trække flere turister, erhvervsrejsende og store arrangementer til København, og her er det at være en del af et internationalt brand helt afgørende. Der er absolut ikke noget galt med lokale brands, men i udlandet ved kunderne bare ikke, hvad de står for. Derimod kender de udenlandske gæster Marriot-brandet,« forklarer Allan L. Agerholm.
Derfor håber han også, at andre aktører inden for branchen vil opgradere til internationale brands. Det vil stille København endnu stærkere over for konkurrencen fra udlandet.
I pressemeddelelsen om hotelovertagelsen fremgår det, at yderligere opkøb kan komme på tale, hvis den rette mulighed viser sig.
»Vi har ikke noget konkret på nuværende tidspunkt. Det kunne i princippet være over hele landet, selv om vi især har fokus på hovedstadsområdet,« siger direktøren.