OW Bunker budgetterede med store millionoverskud fra spekulation
Kenneth Rosenmeyer var manden, der scorede store milliongevinster til OW Bunker på rendyrket spekulation. Nu står han frem for første gang.
Spekulation i avancerede finansielle papirer i OW Bunkers risikoafdeling var en så væsentlig del af forretningen, at afdelingen hver eneste måned budgetterede med store millionoverskud.
Det siger selskabets nu tidligere risikomanager Kenneth Rosenmeyer, der for første gang kommenterer de investeringer, der endte med at blive en væsentlig del af årsagen til OW Bunkers kollaps.
Kenneth Rosenmeyer var ansat direkte under Jane Dahl Christensen, der var chef for virksomhedens Risk Management-afdeling, og som blev fyret på grund af tab for svimlende 150 mio. dollars svarende til knap 900 mio. kr.
Populært sagt sigter risikostyring normalt mod at gå i nul, forstået på den måde at man investerer i finansielle papirer, der kan sikre en virksomhed mod udsving i for eksempel valutakurser eller oliepriser.
Det gjorde man også i OW Bunker, men Kenneth Rosenmeyer havde fået en særlig opgave med at sikre virksomheden store millionoverskud på at forsøge at "slå markedet".
»Jeg havde et budget, der sagde, at jeg skulle lave et overskud på 1,5 mio. dollars om måneden. Det var spekulation,« siger Rosenmeyer, der oplyser, at han investerede i fuelolie, råolie og gasolie gennem futures, swaps og optioner.
Jeg havde et budget, der sagde, at jeg skulle lave et overskud på 1,5 mio. dollars om måneden. Det var spekulation
I 2013 tjente han ifølge eget udsagn over 20 mio. dollars til koncernen, hvilket skal ses i lyset af, at koncernen det år havde et samlet overskud før skat på 83,5 mio. dollars.
Han sagde op i marts efter 13 års ansættelse kort før børsnoteringen, som han mente ville gøre det sværere for at ham at opretholde de gode resultater.
Formand for Dansk Aktionærforening Niels Mengel er overrasket over, at spekulationen har fyldt så meget i OW Bunker.
»Det, mener jeg, er ikke fremgået tydeligt af prospektet, og det peger imod, at der kan gøres et ansvar gældende,« siger han.
Dansk Aktionærforening er i fuld gang med at forberede en erstatningssag.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra OW Bunkers tidligere ledelse eller bestyrelse. Bestyrelsen har udsendt en pressemeddelelse, hvori den erklærer sig forundret over de voldsomme tab.
Denne artikel er en oplåst abonnementsartikel. Ønsker du fuld adgang til alle øvrige artikler i Finans’ abonnementsunivers, kan du helt uforpligtende få 40 dages gratis adgang ved at klikke her.