Konkurrenter tager skærpet elektronik-konkurrence med ro
Elektronikgiganterne Elgiganten og Expert frygter ikke kundeflugt pga. elektronikkæden Euronics' indtog i Danmark.
Den europæiske elektronikkæde Euronics' strategi i Danmark er at have sit logo hængende på op mod 45 mindre danske butikker inden for få år. Målet er at tiltrække kunder, der ikke kører til det nærmeste store varehus, men i stedet ønsker at handle lokalt.
Dermed får Expert-butikkerne, der også har mange lokalt forankrede butikker, en direkte konkurrent. Det får dog ikke adm. direktør for Expert i Danmark, Jesper Boysen, til at frygte kundeflugt.
»Euronics kommer med et koncept, der ligner meget, men jeg tror, det bliver svært at skulle ind på etablerede markeder, hvor vi er,« siger han.
Expert valgte for nylig selv at lukke 30 butikker, som virksomheden selv drev, for i stedet at satse på 25 nye store varehuse inden for de næste fem år. De eksisterende Ekspert-forretninger, som ofte optræder i kombineret form med butikken Punkt 1, bliver drevet lokalt, og det skal de fortsætte med.
»Vi har to retninger. Vi har den lokale faghandel og købmandsskab med Punkt 1 og Ekspert, og så vil vi åbne store varehuse i de store byer,« siger Jesper Boysen.
Varehuskæden Elgiganten frygter heller ikke at miste kunder til Euronics.
»For os ændrer det ikke noget. Vi mener, at vi har et solidt koncept med varehus og onlinehandel, og det koncept mener vi selvfølgelig er det stærkeste. Euronics henvender sig til de mindre og mellemstore byer og har en anden type kunder,« siger adm. direktør Peder Stedal.
Han påpeger, at elektronikbranchen er præget af hård konkurrence, og at indtjeningsmarginerne er lave.
»I denne her branche er der masser af konkurrenter især online. Der kommer nye til, og andre forgår. At der er konkurrence er en del af at være i detail,« siger Peder Stedal.