Fortsæt til indhold

Derfor slipper Danske Bank godt fra kæmpenedskrivning

Ejerne reagerer behersket på stor nedskrivning i Danske Bank, mener analytikere.

Erhverv

Landets største bank, Danske Bank, slipper efter alt at dømme godt fra en kæmpenedskrivning på 9 mia. kr.

Det mener flere aktieanalytikere, der reagerer på mandagens overraskende fondsbørsmeddelelse fra banken.

Af den fremgår det, at bankens aktiviteter i Nordirland, Finland og Estland ikke udvikler sig som ventet, og at man derfor må halvere goodwill-kontoen og samtidig høvle 9 mia. kr. af bankens 158,7 mia. kr. store egenkapital.

Groft sagt betaler man med nedskrivningen endnu en regning for de uheldige og alt for dyre opkøb af banker i Nordirland og Finland. Førstnævnte har i årevis været et smertensbarn for Danske Bank, der har tabt enorme summer på at drive bank i Nordirland og Irland, mens sidstnævnte er hårdt presset af den økonomiske og politiske situation i Rusland.

Nu må man efter en samtale med Finanstilsynet erkende, at de regnskabsmæssige udsigter i de forretningsenheder ikke holder.

»Det er ikke noget, som jeg vil være overmåde nervøs for, fordi det ikke er noget, der varsler nye nedture. Når man tager en nedskrivning i de lande, så handler det om en tilpasning til en ny virkelighed, men samtidig kan det betragtes som værende et opgør med fortiden,« siger Nordnets investeringsøkonom Per Hansen, der kalder nedskrivningen for "regnskabsgymnastik".

Det er ikke noget, som jeg vil være overmåde nervøs for, fordi det ikke er noget, der varsler nye nedture.
Per Hansen, investeringsøkonom, Danske Bank

Han peger på, at 9 mia. kr. måske nok er et "gigabeløb", men han minder omvendt om, at man skal huske at se det i forhold til Danske Banks størrelse.

Nogenlunde samme vurdering får man i Sydbank, hvor bankanalytiker Bjørn Schwarz lægger vægt på, at Danske Bank vil holde investorerne skadesfri, når det kommer til den forventede udbyttebetaling i år.

»Jeg vil ikke sige, at man skal være bekymret. Men jeg er overrasket over, at det kommer nu. Det giver et lille knæk i den tillidskurve, som man var ved at opbygge,« siger Bjørn Schwarz.

Han minder om, at Danske Bank har taget mange skridt i den rigtige retning - også når det gælder den svage forretning i Nordirland. Men der gemte sig altså endnu en stor nedskrivning i regnskabet.

Danske Bank-aktien falder ligesom det samlede C20-indeks. Bankens aktie var efter 10 minutters handel omtrent 1,4 pct. mindre værd, end da markedet lukkede i fredags.

Og det er ikke overraskende, at reaktionen er forholdsvis behersket.

»Vi vil nok se en lille pil nedad i dag, men så heller ikke mere, fordi investorerne vil se på, at udbyttet ikke bliver påvirket. Desuden vil investorerne nok også tolke det sådan, at der så ikke venter flere dårligdomme forude,« siger Bjørn Schwarz.

Han regner ikke med, at den store nedskrivning vil give nedledning til nye spareplaner i banken.

Danske Bank: Regnskab for tredje kvartal 2014

Mio. kr.3. kvartal 20143. kvartal 2013
Nettorenteindtægter5.9765.561
Nettogebyrindtægter2.6402.263
Indtægter i alt10.9339.049
Omkostninger5.5305.460
Resultat før nedskrivninger på udlån5.4033.589
Nedskrivninger på udlån668944
Resultat før skat4.5032.304
Periodens resultat3.2721.536
Artiklens emner
Danske Bank