Novo Nordisk: Det er begyndelsen på noget stort
Medicinalkoncernen Novo Nordisk er meget glad og tilfreds med godkendelsen fra de amerikanske sundhedsmyndigheder, FDA, af vægttabsmidlet Saxenda. Og Novo ser det som begyndelsen på noget stort.
Det siger forskningsdirektør Mads Krogsgaard Thomsen til Ritzau Finans.
- Alle vore gode vægtdata er i den godkendelse vi har fået, og der er ingen overraskende ekstra krav fra FDA, siger han og fremhæver, at det altid er rart, når der ikke kommer overraskende krav om for eksempel et kæmpestort hjerte-kar-studie, der er koster milliarder af kroner.
At godkendelsen tog et år og tre dage og ikke "kun" de ti måneder, som Novo Nordisk havde håbet på, ærgrer ikke forskningsdirektøren.
Han glæder sig i stedet over, at Saxenda ikke som flere andre vægttabsmidler er sendt tilbage til start.
- Vi er første produkt, der er gået direkte igennem i første runde og de har travlt hos FDA, siger han.
Novo Nordisk vil lancere stoffet i første halvår næste år hed det i den officielle meddelelse lillejuleaften. Det vil forskningsdirektøren ikke indsnævre eller præcisere nærmere.
Jeg tror den største opgave nok bliver at overbevise sundhedsforsikringsselskaberne om, hvor bekostelig medicinsk fedme er for samfundetForskningsdirektør Mads Krogsgaard Thomsen
- Indtil videre er vi glade ved at sige lancering i første halvår. Så har vi tid til at træne salgstyrken op, siger han og understreger også, at det er en lidt større ting at bygge markedet op.
- Det er et marked der stort set ikke eksisterer, slår han fast.
Salgstyrken er sådan set på plads.
- Vi skal ikke ud til 100.000 læger. Det er specielle læger, der skal besøges, og vi har i dag 4.000 sælgere i USA og de sælgere, der skal til, forklarer han.
Et gæt fra forskningsdirektørens side vil være, at der skal bruges 500 sælgere "plus/minus" til alene at sælge Saxenda i opstartsfasen. Det er den normale Novo Nordisk parole ved opstarter, forklarer direktøren.
Han venter dog, at salgstyrken generelt i USA vil vokse de kommende år, hvor Novo Nordisk venter en stribe godkendelser blandt andet af Tresiba, men "det vil vi fortælle om, når det sker".
Det bliver en stor opgave at markedsføre og sælge Saxenda.
Den største udfordring bliver at få sundhedsforsikringsselskabene til at give tilskud til Saxenda.
- Jeg tror den største opgave nok bliver at overbevise sundhedsforsikringsselskaberne om, hvor bekostelig medicinsk fedme er for samfundet, vurderer Mads Krogsgaard og forklarer:
- Gevinsten (af Saxenda, red.) kommer på den lange bane, men her og nu koster det. Det, skal vi overbevise dem om, betaler sig.
En anden supervigtig opgave er at forklare folk, at godt nok er der det samme aktive stof, Liraglutid, i både Zaxenda og i Victoza, men Vicoza er et produkt til diabetes behandling, mens Saxenda produkt til antifedmebehandling.
- Liraglutid er lægemidlet i Victoza og i Saxenda, men til diabetesbehandling administreres det i en Flexpen op til 1,8 mg, mens Saxenda administreres i en Flextouchpen, der kan give op til 3 mg.
- De er to forskellige "brandnames", hvilket gør det nemmere, at adskille dem, siger Mads Krogsgaard.
Forskningsdirektøren anslår, at der er blockbusterpotentiale i Saxenda, hvilket vil sige et årligt salg på mere end 1 mia. dollar. Han understreger dog at det "ikke er i det første års tid".
Han ser dog Saxenda som begyndelsen på noget endnu større, og adgangsbilletten til et af fremtidens store medicinalmarkeder.
- Vi ser det (lanceringen af Saxenda, red.) som begyndelsen på noget meget stort, hvor Saxenda kan kombineres med andre produkter og få større vægttabseffekt end de nuværende 9-10 kg. ved monobehandling med Saxenda.


