Entreprenørvirksomhed angriber Bagmandspolitiet
Kjell Pedersen føler, at hans virksomhed er blevet uretfærdigt behandlet i opgør om prisaftaler.
Bestyrelsesformand Kjell Pedersen fra tømrer- og snedkervirksomheden Kjell Pedersen Entrepreprise A/S i Gladsaxe retter nu et voldsomt angreb på SØIK (Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet) - i daglig tale Bagmandspolitiet, skriver Licitationen - Byggeriets Dagblad.
Det sker i forbindelse med den igangværende sag om det københavnske byggekartel. Blandt Kjell Pedersens anklager er, at der ikke differentieres mellem dem, der har lavet en såkaldt mestergris, og dem, der i misforstået venlighed har lånt en pris ud til en konkurrent. Alle er af SØIK behandlet ens. Alle kommer i samme bås. Bagmandspolitiet betragter forseelserne som lige alvorlige, og det er krænkende for retsbevidstheden.
Kjell Pedersen og virksomheden accepterede kort før jul en bøde på 450.000 kroner i forbindelse med en sag i det såkaldte københavnske byggekartel.
- Men vi er ikke en del af noget kartel. Vi er imidlertid blevet behandlet, som om vi er. Det er skuffende, men det er også stærkt krænkende for vores retsfølelse. Vi har overtrådt konkurrenceloven. Det har vi erkendt, men det gør os altså ikke nødvendigvis til deltager i et ulovligt kartel, siger Kjell Pedersen.
Kjell Pedersen Entreprise A/S blev i efteråret præsenteret for et bødeforelæg på 530.000 kroner. Det blev siden barberet ned til 450.000 kroner. Det er dog ifølge virksomhedens ledelse stadig en alt for voldsom sanktion i forhold til forseelsen.
- Af de bødeforelæg, som indtil videre er vedtaget, kan vi jo se bødestørrelserne og de enkelte virksomheders forseelser. Man kan blandt andet se, at en virksomhed, som har modtaget 75.000 kroner for deltagelse i en egentlig mestergris, har fået en bøde på 42.900 kroner. Det er langt under det, som vi har forstået er minimumsbøden på 400.000 kroner. Vi forstår, at baggrunden er, at virksomheden kører med underskud, siger Kjell Pedersen.
Specialanklager ved SØIK Niels Kjærsgaard siger til Licitationen - Byggeriets Dagblad, at han godt er klar over, at visse dele af byggebranchen hævder, at en lånepris ikke er så slem en forseelse som en mestergris (ulovlig underhåndsaftale, red.).
- Faktum er imidlertid, at man uanset, om det er det ene eller det andet, så forbryder man sig mod konkurrenceloven. Ved at låne eller udlåne en pris besmitter man budprocessen. Hvis en bygherre beder om tre priser, men kun får to reelle bud, laver entreprenørerne svig og minimerer konkurrencen, siger han. Med hensyn til bødestørrelserne, så har Kjell Pedersen Entreprise fået en bøde på samme niveau som andre virksomheder med ét enkelt forhold, siger specialanklager Niels Kjærsgaard fra SØIK.
