Fortsæt til indhold

Tidligere håndboldspiller lancerer dankort-kundeklub

Nikolaj Veje Rasmussens nye virksomhed vil give danskerne penge tilbage, når de bruger dankortet.

Erhverv

I april 2014 meddelte Nikolaj Veje Rasmussen i en alder af 23 år, at han stoppede sin professionelle håndboldkarriere i Århus Håndbold. Årsagen var, at han i stedet ville dedikere al sin tid til sin nye virksomhed.

Den virksomhed hedder Cashbackpoint Nordic og er knap et år senere klar til at blive lanceret.

Cashbackpoint Nordic er et loyalitetsprogram, som er bundet op på folks dankort og andre betalingskort. Når man bruger det tilmeldte betalingskort i en butik, som er tilmeldt ordningen, får man nogle penge tilbage.

»Det hele er bygget op om vores app, CashbackAPP, hvor brugerne registrerer deres betalingskort. Her kan de se, hvilke butikker, der giver penge tilbage, når man handler der, og hvor mange pct. af beløbet de betaler tilbage,« siger Nikolaj Veje Rasmussen.

Han siger, at hele ideen med CashbackAPP er, at kunderne i butikkernes loyalitetsprogrammer slipper for at få et ekstra plastickort eller stempelkort, som man alligevel glemmer. Man skal blot huske dankortet.

Og i stedet for at samle mærker til at få rabat på nogle varer, får danskerne tilbagebetalingen i deres yndlings belønningsform, nemlig penge, siger Nikolaj Veje Rasmussen.

Når man har opsparet 500 kr. kan man udbetale dem til sin konto, og man kan løbende følge med i app'en, hvor mange penge man har opsparet.

Samtidig fortæller han, at restauranter og butikker kan kontakte brugerne af CashbackAPP direkte, hvis man vil køre et ekstraordinært tilbud.

»Hvis en restaurant har tomme borde en aften, kan restauranten f.eks. give alle brugere i nærheden en besked via app'en om, at man har 15 pct. cashback i aften,« siger Nikolaj Veje Rasmussen.

Cashbackpoint Nordic tager 3 pct. af den omsætning, som de tilmeldte butikker får gennem brugernes betalingskort.

Nikolaj Veje Rasmussen fortæller, at man har lavet aftaler med nogle af Danmarks største butikskæder, men det vil først blive offentliggjort i løbet af første kvartal i år, hvem der er tale om.

Samtidig samarbejder man med ePay, som er dataleverandør til cirka 6.000 webshops. Og står det til Nikolaj Veje Rasmussen, skal CashbackAPP hurtigt blive folkeeje.

»Målet er i første omgang, at vi i løbet af andet kvartal i år skal samarbejde med butikker over hele Danmark. Dernæst går vi efter at blive danskernes foretrukne loyalitetsprogram,« siger Nikolaj Veje Rasmussen.

App'en CashbackAPP er netop blevet tilgængelig til både Android og iOS.

Artiklens emner
Dankort