25-årige Kenneth Pedersen er studerende – og styrer et millionfirma
I fjor fik Kenneth Pedersen et tilbud, han ikke kunne sige nej til. Men det krævede, at han overtalte sin bankrådgiver.
Hvis nogen skulle finde på at beskylde Kenneth Pedersen for at få for lidt ud af døgnets 24 timer, kan han med ro i sindet bede dem holde deres mund.
Den 25-årige vestsjællænder er fuldtidsstuderende på Copenhagen Business School (CBS), frivillig projektleder i Red Barnet Ungdom – og nå ja, så er han direktør i firmaet Secubi, der sælger videoovervågning til private og erhverv og årligt omsætter på den gode side af en million kroner.
Kenneth Pedersen blev en del af firmaet i fjor, da han købte en ejerandel på 40 pct. af sin ven Rasmus Thomsen, som grundlagde Secubi i 2011. Men det var ikke en problemfri handel.
»Jeg havde lige købt en andelslejlighed, men tog et møde med min bankrådgiver og fik overtalt ham til at låne mig en stor sum penge. Jeg har altid drømt om at blive iværksætter og være min egen chef, og dette var en perfekt mulighed,« siger Kenneth Pedersen.
Han har prøvet lidt af hvert i sin forholdsvis korte levetid. Kampsoldat i Livgarden, udstationeret i Afghanistan og nu studerende og direktør på én og samme tid. Han læser ikke mange lektier i hverdagene, kun om aftenen, når firmaet er lagt i seng, og bruger flere kræfter end de fleste på at strukturere sin tid.
»Inden Secubi fokuserede jeg primært på at studere og gik meget op i at få høje karakterer. Så havde jeg en idé om, at jeg bagefter kunne få en fed stilling hvor som helst. I dag prioriterer jeg min tid anderledes. Firmaet fylder meget, og det sker ikke sjældent, at jeg må spurte ud fra undervisningen, fordi en aftale med en håndværker skal koordineres,« siger Kenneth Pedersen.
Venner har han ikke megen tid til, byturene er blevet væsentligt færre, og det samme er de rolige hyggestunder i weekenderne. Ved siden af skole og arbejde er han frivillig projektleder i Red Barnet Ungdom og driver et integrationsprojekt i Valby for drenge i alderen 8-12 år.
Det tager også tid, som han siger.
»Min udfordring er, at der ikke er nok timer i døgnet. Jeg har heller ikke en kæreste. Jeg har ikke tid til at finde en,« siger Kenneth Pedersen, der meget hellere vil tale om Secubi.
Han vidste intet om videoovervågning, da han overtog tøjlerne i firmaet sidste år, men det skulle ikke afholde ham fra at kaste sig ud fra 10 meter-vippen – i metaforisk forstand, at forstå.
Han cyklede København og omegn tyndt for at skaffe aftaler med private parcelhusejere, butikker og større virksomheder og valgte siden at investere i en bil, fordi kundekredsen hurtigt voksede i både størrelse og radius.
Secubi har netop afsluttet sin største montering nogensinde, kunden var en boligforening på Østerbro, og også det nye Copenhagen Designer Outlet-center har gjort brug af Secubi.
Kenneth Pedersens viden om videoovervågning er blevet betydeligt bedre, men han har alligevel ansat en tekniker, som skal kende produkter og udstyr ned til mindste detalje.
Kontakt til kunder står Kenneth Pedersen for, og til at hjælpe sig har han tre studentermedhjælpere, to montører og en ad hoc-bogholder.
Drømmen er at erobre flere markedsandele og udvide porteføljen af sikkerhedsløsninger, og omsætningen skal vokse med 30 pct. i år. Det, der tjenes, skal bruges på at udvikle firmaet, understreger direktøren.
»Jeg trækker ingen penge ud af firmaet for at afvikle på min gæld, og Ferrarien ligger nok langt ude i fremtiden. Det vigtigste for mig er, at firmaet vokser sig stort og stærkt. Ingen af vores kunder ved jo, at vi ”bare” er studerende, men vi får god respons og er stolte af det, vi kan levere,« siger Kenneth Pedersen.


