Fortsæt til indhold

Airbag-skandale koster Hondas topchef jobbet

Den nye chef kommer fra jobbet som udviklingschef i Kina.

Erhverv

Den japanske bilproducent Honda skifter ud på toppen.

Det sker som en udløber af sagerne om defekte airbags fra den japanske producent Takata. Honda har sammen med andre bilproducenter tilbagekaldt millioner af biler, fordi defekte airbags har været skyld i mindst seks dødsfald.

Det betyder, at Takanobu Ito erstattes som koncernchef af den 55-årige Takahiro Hachigo, der kommer fra en stilling som chef for bilproducentens udviklingsafdeling i Kina. Takahiro Hachigo overtager posten til juni, oplyser Honda. Det skriver Automotive News.

Den 61-årige Takanobu Ito har været topchef hos Honda siden 2009. Det har været en periode, hvor bilproducenten har kæmpet med eftervirkningerne af finanskrisen, jordskælv i Japan og oversvømmelser, der lukkede produktionsfaciliteterne i Thailand.

Det seneste år har Honda så været udsat for hård kritik i sagen om de defekte airbags. I januar accepterede Honda at betale en rekordstor bøde på 440 mio. kr. til den amerikanske vejmyndighed National Highway Traffic Safety Administration.

Bøden blev givet, fordi Honda ikke hurtigt nok og ikke i tilstrækkeligt omfang havde rapporteret om airbag-problemerne, der strækker sig over årene 2003-2014.

I forbindelsen med bøden oplyste Honda, at man allerede var i gang med at ændre den interne rapportering og indføre nye uddannelsesrutiner, som skulle sikre bedre information til myndighederne.

Med udnævnelsen af Takahiro Hachigo håber Honda at få en mere internationalt orienteret topchef.

Han blev ansat i Honda tilbage i 1982 som designingeniør. I USA har han været vicepræsident for udviklingsafdelingen i årene 2004-2006, og siden har han bestredet chefjob både i Japan og Europa. I 2013 blev han chef for udviklingsafdelingen i Kina.

Honda oplyser, at Takanobu Ito fortsat vil være tilknyttet bestyrelsen som direktør og rådgiver.

Artiklens emner
Honda