Fortsæt til indhold

Chokeret tillidsmand: Farvel til mange gode kolleger

Fyringsrunden på Danish Crown i Ringsted har rystet medarbejderstaben.

Erhverv

En tredjedel af arbejdsstyrken på Danish Crown i Ringsted skal afskediges.

Beskeden blev videregivet til medarbejderne i samlet flok i kantinen kl. 10.45, hvorefter arbejdet fortsatte.

»Vi er rystet og chokerede. Vi var ikke forberedt på det. Vi ved godt, at vi mangler slagtesvin, men det var noget af et chok at få fredagen før weekenden,« siger tillidsmand Torben Lyngsø fra Danish Crown i Ringsted.

Han fortæller, at der hos medarbejderstaben ikke er nogen forståelse for fyringsrunden.

»Det er mange gode kolleger, der skal siges farvel til. Vi har altid haft ry for at gøre tingene på en fornuftig måde i Ringsted, og derfor var det en hård nyhed,« siger Torben Lyngsø.

Fra på mandag går Danish Crown i gang med socialplanen, som er en plan, der aktiveres, når over 30 ansatte bliver afskediget. Planen skal hjælpe de fyrede medarbejdere videre i arbejde. Det sker blandt andet ved at få ordnet papirer eller give hjælp til at blive sendt på kurser.

For to uger siden fusionerede Danish Crown med Tican, men tillidsmanden afviser, at der er en sammenhæng mellem fusionen og fyringsrunden.

»Jeg synes, det er godt, at Danish Crown fusionerer med Tican. Det er bedre, at det bliver i familien i stedet for, at der kommer en udenlandsk partner ind og generer det danske marked,« siger Torben Lyngsø.

Artiklens emner
Danish Crown