Fortsæt til indhold

Danskerne er vilde med at køre privat i firmabilen

Salget af dagsbeviser til gulpladebiler er steget med 36 pct. på bare et år.

Erhverv

For bare halvandet år siden var det forbundet med stor risiko, hvis du lånte firmabilen til at flytte, køre på ferie i eller lignende. Blev man stoppet i en gulpladebil vankede der nemlig ikke bare en bøde, men også beskatning af bilen og et krav om at betale momsen på bilen tilbage.

I dag kan man dog bruge firmabilen med god samvittighed ved at købe et såkaldt dagsbevis til firmaets gulpladebil. Og den mulighed har danskerne i den grad taget til sig. I løbet af 2014 blev der solgt over 500 dagsbeviser til gulpladebiler om ugen. Det er 36 pct. flere end i 2013, som var det første år med den nye lovgivning.

»Den store stigning skyldes, at der i starten ikke var ret mange, der kendte til de her regler. Derfor bliver der helt naturligt solgt flere i år to end i år et. Vi har en helt klar forventning om, at i der i år igen vil blive solgt endnu flere beviser, end der blev i 2014, fordi der stadig er tale om relativt nye regler,« siger Henning Boye Hansen, der er chefkonsulent hos revisionsfirmaet BDO.

Dagsbeviserne giver danskerne mulighed for at frikøbe en gulpladebil på op til 4 tons til privat kørsel. Langt de fleste beviser, der bliver købt, er til biler på maks. 3 tons, og her koster det 225 kr. om dagen at frikøbe bilen.

Lovændringen blev lavet for netop at kunne håndtere, at medarbejdere af og til gerne lige vil låne firmabilen til et privat ærinde. Henning Boye Hansen understreger, at det er meget vigtigt, at man husker at have sit bevis med i bilen fra det øjeblik, man begynder at køre privat i den. Beviset kan ikke købes efterfølgende.

Bliver man stoppet, når man kører privat i en firmabil uden et dagsbevis, bliver det meget dyrt. Så bliver man nemlig beskattet af at have firmabil for en hel måned, og det koster mindst 2.000 kr. Derudover skal ejeren – altså ens arbejdsgiver – tilbagebetale den moms, som virksomheden har fratrukket, da bilen blev købt. Oveni det kommer bøder.

»At dagsbeviserne er blevet så populære viser, at vi danskere gerne vil være lovlydige, når bare reglerne bliver indrettet på en måde, som man opfatter som fornuftige. Der er ingen tvivl om, at i gamle dage var der været rigtig mange, der lånte gulpladebiler i weekenderne, uden at de blev beskattet af det, for det var simpelthen ikke muligt for en enkelt dag,« siger Henning Boye Hansen.

Lovændringen er heller ikke helt dum for Skat, som har fået over 5 mio. kr. ind i indtægt på dagsbeviserne bare i løbet af sidste år.

Artiklens emner
BDO
Skat