Fortsæt til indhold

BMW, Jaguar og VW risikerer milliardbøder

Flere bilproducenter får svært ved at opfylde EU's miljøkrav. Det kan komme til at koste milliarder.

Luksusbilerne fra bl.a. Bentley er en del af forklaringen på, at Volkswagen-koncernen kan få svært ved at leve op til EU-kravene.
Erhverv

Flere af de europæiske bilproducenter har langt igen, før de kan leve op til EU's skærpede krav til CO2-udslip i 2021. Derfor risikerer bilproducenterne at skulle betale bøder i milliardklassen.

Det konkluderer konsulenthuset PA Consulting Group i en ny undersøgelse af 13 bilproducenter med faciliteter i Europa. PA Consulting Group har set på, hvor langt bilproducenterne er nået i forhold til EU-kravene om en reduktion af CO2-udledningen inden 2021.

Ifølge EU-kravene må bilproducenternes nye biler i år ikke udlede mere end gennemsnitligt 130 gram kuldioxid per kilometer, og i 2020-2021 strammes kravet til 95 gram.

I forhold til det krav er det Renault, Peugeot-Citroën, Fiat, Toyota og Volvo, der klarer sig bedst, mens PA Consulting Group forventer, at BMW, Daimler, Jaguar Land Rover og Volkswagen vil få sværest ved at opfylde kravene, selv om de alle har været i stand til reducere CO2-udslippet med 17-22 pct.

For Volkswagens vedkommende er det dog ikke VW-modellerne, der er problemet, men i højere grad modellerne hos Porsche, Lamborghini, Bentley og Bugatti, som også hører til koncernen.

Bilproducenterne Hyundai, Nissan, Ford og General Motors er tæt på at nå målene for 2021, men konsulenthuset vurderer alligevel, at disse producenter også kan få svært ved at komme helt i mål.

»Hvis bilproducenterne skal nå målet, skal de reducere vægten på bilerne, de skal fortsat udvikle mere brændstoføkonomiske motorer og de skal tænke i alternative motorer. Desuden skal de øge andelen af hybridbiler og elbiler blandt deres bilmodeller,« fastslår Thomas Goettle fra PA Consulting Group.

Selskabet har på baggrund af beregninger af de forskellige bilmodellers CO2-udslip (gram/km) lavet denne rangliste over bilproducenterne for 2021:

Rangering efter gennemsnitligt CO2-udslip i 2021
PlaceringProducent2021-forventning2021-mål
1Renault87,090,0
2Peugeot-Citroën89,093,0
3Fiat89,990,0
4Toyota92,094,0
5Hyundai94,293,0
6Nissan95,094,0
7Ford95,594,0
8General Motors96,595,0
9Volkswagen98,594,0
10Volvo99,3100,0
11BMW104,9100,0
12Daimler106,2101,0
13Jaguar Land Rover135,8132,0

Kilde: PA Consulting Group

I sin undersøgelse peger PA Consulting Group på, at bilkøbernes stigende interesse for lidt større biler er en ekstra udfordring for bilproducenterne. På grund af faldende brændstofpriser er bilkøberne blevet mere varme på større biler med kraftigere motorer i stedet for elbiler og hybridbiler.

Hvis den udvikling fortsætter, kan det blive dyrt for bilproducenterne. Hvis de ikke når 2021-målet, risikerer de nemlig en bøde på 95 euro for hvert gram CO2-udslip over grænsen. Det vil gælde for hver solgt bil i 2020.

Ifølge PA Consulting Group kan det betyde bøder i størrelsesordenen 100 mio. euro for BMW og Daimler og helt op mod 1 mia. euro for Volkswagen.

Sammenlignet med disse tre producenter fremstiller Jaguar Land Rover langt færre biler på et år, og derfor vil selskabet ikke blive så hårdt ramt.

Samtidig kan bilproducenterne få endnu en udfordring i en ny testmetode af bilernes brændstofforbrug.

Den nugældende EU-norm har været voldsomt kritiseret og betegnet som urealistisk, fordi bilisterne i den daglige trafik oplever, at deres bil ikke kører nær så langt på literen, som den skulle efter EU-normen. Det skyldes bl.a., at der er tale om en laboratorietest, hvor alt elektrisk udstyr slås fra, når EU-normen fastlægges.

Derfor arbejdes der på at udvikle en ny testnorm - Worldwide Harmoniset Ligth Vehicles Test Procedure (WLTP). Denne test skulle give et mere realistisk brændstofforbrug, fordi der køres med højere hastighed og accellereres kraftigere. Samtidig varer testen længere tid. Derfor vurderes det, at den nye test sammenlignet med den gældende test kan øge CO2-udslippet med 15-25 pct. alt efter bilmodel.