Fem virksomheder tiltalt i byggekartelsag
Anklagemyndigheden rejser tiltale mod yderligere fem virksomheder i sagen om det københavnske byggekartel.
Skou Gruppen, Juul & Nielsen, Dahl, Handelsselskabet af 4.7.2011 og E.K. Entreprise.
Det er ifølge specialanklager Niels Kjærsgaard fra Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK) navnene på fem virksomheder, som anklagemyndigheden nu rejser tiltale mod i sagen om det københavnske byggekartel.
33 virksomheder er i forvejen blevet sigtet efter efterforskning af SØIK, og straffesagen går nu ind i sin afsluttende fase, oplyser Statsadvokaten for SØIK.
»Vi er nu ved at være ved vejs ende i efterforskning og vurdering af sagskomplekset, hvor en stribe firmaer har indgået ulovlige prisaftaler til stor skade for kunderne og for samfundet,« siger specialanklager Niels Kjærsgaard ifølge Anklagemyndigheden.
Kartelsagen fører tilbage til 2010 og 2011, hvor Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen afslørede ulovlige aftaler om priser på byggerier i størrelsesordenen 400-500 mio. kr.
Den daværende chef i SØIK, Jens Madsen, mente dengang, at sagen var den mest omfattende i over ti år.
Virksomhederne koordinerede budpriser af både private og offentlige byggerier - herunder opførelse af skoler og plejehjem for offentlige mider - og det var imod konkurrenceloven.
Ifølge Anklagemyndigheden har i alt 17 virksomheder vedtaget bøder med en bødesum på over 27 mio. kr. Ledende personer i virksomhederne har ligeledes accepteret bøder på op mod 25.000 kr.
Anklagemyndigheden bemærker, at virksomheden Julius Nielsen & Søn efter ansøgning har modtaget et foreløbigt tilsagn om tiltalefrafald. Hvis virksomheden samarbejder med myndighederne under hele sagen, vil tømrer- og snedkerfirmaet modtage et endeligt tiltalefrafald.
Samtidig oplyser Anklagemyndigheden, at flere virksomheder er gået konkurs, og at der dermed ikke vil blive rejst straffesager. Det drejer sig om virksomhederne Jöhnsson, Hellerup Byg, Otto P. Nedergaard og Bisgaard Malerfirma.

