Fortsæt til indhold

Rasende Dolph som frontfigur for sommerland vækker harme og jubel

Fårup Sommerlands marketingschef er glad for parkens nye reklamekampagne, selvom den får nogle forældre til at boykotte sommerlandet.

Erhverv

»Et sommerland er overrendt af desperate solskoldede forældre, der vælter rundt, og ikke kan holde styr på deres rollinger, der gylper og bliver ved med at skrige, indtil de hver har slugt minimum 9 kg slik og 15 vaffelis.«

Ordene er nok ikke lige det, man normalt forbinder med en reklame for et sommerland, men det er faktisk der, de stammer fra.

I en ny reklamekampagne har Fårup Sommerland i Nordjylland valgt den højtråbende og ofte meget politisk ukorrekte figur Dolph, som stammer fra satireserien Wulffmorgenthaler, som frontfigur. Den første reklamefilm ud af mellem seks til otte har skabt stor debat på Fårup Sommerlands Facebookside, hvor virksomheden har delt videoen.

Flere forældre undrer sig over, at Fårup Sommerland netop har valgt Dolph som frontfigur.

»Dét gør så at jeg måske aldrig mere sætter mine ben i Fårup Sommerland igen!! Han er helt igennem træls og overhovedet ikke en figur der skal reklamere for et familie- og børnevenligt sted. Super ærgerligt at netop han vælges som blikfang«, skriver Rikke Zacher Lessmann som kommentar til videoen. En kommentar, der har fået 19 likes fra andre Facebook-brugere.

Men der findes også mange, der hylder Fårup Sommerlands valg af Dolph. Debatten om videoen og delingerne betyder, at den er gået viralt. På Facebook er den blevet set mere end en million gange, og den har fået mere end 15.000 likes.

»Når man laver sådan noget her, ved man godt, at der er nogle, der synes, det er sjovere end andre. Dolph har en appel, som peger i retning af unge mennesker og fædre. Men vi får lige så mange positive kommentarer fra kvinder, som synes, han er morsom. Det er vi super glade for,« siger Rasmus Mortensen, der er marketingchef i Fårup Sommerland.

Men er det galt eller genialt af Fårup Sommerland at lade en politisk ukorrekt tyk flodhest med en kølle i hånden være frontfigur for et sommerland, der henvender sig til børn. Kristian Olsen, der adm. direktør i reklamebureauet PR-Gruppen er ikke i tvivl.

»Jeg synes, den er genial. Jeg ved godt, at nogle synes, den går lidt over stregen, men mon ikke de forældre næsten er nødt til at gå i Fårup Sommerland med deres børn alligevel. Den er sjov, fordi den også rammer en voksen målgruppe,« siger han.

Når det lykkes Fårup Sommerland at nå så langt ud med videoen, skyldes det ifølge Kristian Olsen den ironiske distance, som Fårup Sommerland lægger til sig selv i reklamen.

»På Facebook skal man ikke lave traditionel markedsføring, hvor man pusher et budskab til brugerne. For 5-10 år siden, ville man nok have lavet en video om, hvor lækkert det er at komme i Fårup Sommerland. Men i dag skal det være socialt. Folk behøver ikke at få at vide, hvor godt og billigt det er, hvis man bare laver noget, der giver mening og går virtalt,« siger Kristian Olsen.

For år tilbage lavede Fårup Sommerland netop en dyr 3D reklame for parken. Her løb parkens dyr rundt og viste, hvor fantastisk parken var. Men for at skille sig ud fra konkurrenterne skulle der i år ske noget andet end det pæne og polerede.

»Vi manglede noget energi og ild i det, vores tidligere reklamebureau leverede. Der skulle ske noget nyt. Derfor fik vi fire bureauer til at levere et pitch for os,« siger Rasmus Mortensen.

I det pitch kom reklamemanden Mogens Elhauge, der i dag arbejder hos Novicell, med idéen om Dolph. Selvom Rasmus Mortensen indrømmer, at han i første omgang var tilbageholdende over for idéen, er han i dag glad for, at han turde hoppe med på den.

»Vi har brugt 10.000 kr. på at promovere videoen på Facebook. Det har givet os 1,06 mio. visninger, og vi har nået 1,3 mio. mennesker. 10.000 kr. er jo ingenting i den her verden i forhold til, hvad vi skulle give for at nå det samme med f.eks. tv-reklamer,« siger Rasmus Mortensen.

Artiklens emner
Fårup Sommerland