Fortsæt til indhold

Uber klar til dansk masseansættelse - men der skal mere end frugtkurve til

Ingeniørmanglen i Danmark er til at få øje på, og det kommer kørselstjenesten Uber til at mærke.

Erhverv

Den amerikanske kørselstjeneste Uber er klar til at satse massivt på sit danske udviklingscenter på Banegårdspladsen i Aarhus.

Afdelingen nyder anerkendelse som selskabets bedste af sin slags, og derfor vil man gerne udbygge med op mod 100 nye it-ingeniører. Men det bliver ingen let opgave at finde dem.

Både tal fra Akademikernes A-Kasse og Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering tyder på, at der er mangel på den type ingeniører i Østjylland.

I Ingeniørforeningen er vurderingen da også, at det bliver mere end svært for Uber at få fyldt de ledige kontorstole på den danske adresse.

»Det er noget af en mundfuld, da der allerede er stor rift om it-ingeniører - og ingeniører generelt. Så hvis Uber vil have 100 it-ingeniører til sit udviklingscenter i Aarhus, skal de være meget bevidste om, at træder de ind i en arena, hvor de skal kæmpe med mange andre firmaer,« lyder det fra Ingeniørforeningens formand Frida Frost.

Tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering viser, at der i Østjylland er mangel på arbejdskraft inden for jobtyper som it-arkitekt, it-konsulent og programmører. Samtidig slås det fast, at it-kvalitetsmedarbejdere, it-projektledere og it-teknikere spås "gode jobmuligheder" i regionen.

I Ingeniørforeningen er man ikke tvivl om, at Uber kommer til at kæmpe for at få de rette folk.

»Det er parametre som blandt andet faglige udfordringer og løn- og ansættelsesforhold, som virksomhederne skal dyste på,« siger Frida Frost.

Uber fik onsdag formiddag besøg af den radikale leder, Morten Østergaard, der er ved at afslutte sin valgturne.

Her kunne han høre om den hverdag og de løsninger og udfordringer, der byder sig for en moderne it-virksomhed som Uber i Danmark.

Her fylder jagten på de rette ansatte meget, men som en global virksomhed er Uber begunstiget af, at man kan hyre arbejdskraft andre steder i verden til at løse de opgaver, man har.

Lykkes det ikke at finde en dansk ingeniør, kan man måske løse problemet ved at finde en ingeniør i Kina, USA eller måske Østeuropa til det samme job.

Artiklens emner
Ingeniørforeningen
Uber