Dansk typehusfirma solgt
HusCompagniet er blevet solgt fra en kapitalfond til en anden og satser nu mere på international vækst.
Det danske typehusfirma HusCompagniet får ny ejer. Dermed satser firmaet på at kunne fortsætte væksten på internationale markeder.
Ejerskabet skifter fra den ene kapitalfond til den anden. Sælger er FSN Capital, og køber er EQT VI, der er en del af EQT. Parterne ønsker ikke at offentligøre de økonomiske detaljer i handlen.
HusCompagniet har i de seneste år vundet danske markedsandele, og firmaet vurderer selv, at det er tre gange større end den nærmeste danske konkurrent.
HusCompagniet blev etableret 1. september 2010 som en fusion mellem typehusfirmaerne Interbyg og FM-Søkjær. Firmaet har i 2014 leveret 1.010 hus til kunder i Danmark, Sverige og Tyskland. Omsætningen er vokset fra 1,2 mia. kr. i 2011 til 1,8 mia. kr. i 2014. Firmaet har 230 ansatte.
FSN Capital er en nordisk kapitalfond med fokus på mellemstore virksomheder. I Danmark har kapitalfonden investeret i EET Europarts, Fitness World, Lagkagehuset samt Skamol. Kapitalfonden forvalter 1.125 mio. euro.
EQT hører til blandt de ledende kapitalfonde i Nordeuropa med porteføljeselskaber i Europa, Asien og USA. Den samlede omsætning er på mere end 17 mia. euro.
Med den nye ejer i ryggen håber HusCompagniet at kunne fortsætte de seneste års vækst. Firmaet har øget sin markedsandel i Danmark og har også etableret sig i nabolandene Sverige og Tyskland.
»Med FSN Capital som partner i de seneste fire år er vi blevet den hurtigst voksende og bedst indtjenende aktør i vores branche i Nordeuropa. Samtidig har vi høje ambitioner, og jeg ser derfor frem til, at vi kan fortsætte den internationale ekspansion i samarbejde med EQT,« lyder det fra Steffen Baungaard, der er administrerende direktør i HusCompagniet.
Som repræsentant for sælgerne vurderer partner i FSN Capital Thomas Broe-Andersen, at HusCompagniet er så solidt funderet, at selskabet er klar til yderligere vækst internationalt.
»HusCompagniet har været et perfekt match for os, og vi er stolte over, hvad der er opnået på de fire år. Vi har skabt høj vækst på et ellers faldende dansk marked, og vi er kommet ind på de svenske og tyske markeder,« siger Thomas Broe-Andersen.
Som køber har EQT lagt vægt på HusCompagniets stærke position på det danske marked samt indtoget i Sverige og Tyskland.
»Vi tror, at HusCompagniet har en fremragende platform for yderligere vækst,« siger partner i EQT Partners Morten Hummelmose.
Handlen er betinget af konkurrencemyndighedernes godkendelse.


