Fortsæt til indhold

Danske virksomheder bliver bedre og bedre til at tjene penge

Mens næsten halvdelen af de danske virksomheder havde underskud under krisen, er det nu under en tredjedel, der har røde tal på bundlinjen.

Erhverv

Krisen har været hård ved de danske virksomheder, og mange af dem har haft mere end svært ved at holde de sorte tal på bundlinjen i årene efter 2008. Men det går langt bedre nu.

I øjeblikket er det kun 32,6 pct. af de danske virksomheder, der har underskud. Det viser en analyse af 196.000 danske virksomheders årsregnskaber, som kreditinformationsvirksomheden Experian og brancheorganisationen FSR – danske revisorer har lavet.

At godt 32 pct. af virksomhederne har underskud, lyder måske af meget. Men sammenligner man med tallet for 2010, er det lavt. Dengang var det nemlig hele 46 pct. af virksomhederne, der havde underskud.

»Der vil altid være selskaber med underskud. Nogle investerer meget, mens der er andre, der er nyoprettede, og der går som regel noget tid, inden en virksomhed får overskud. Ser man på udviklingen over de seneste år, har vi bevæget os mere i retning af før-kriseniveauet« siger Tom Vile Jensen, der er erhvervspolitisk direktør i FSR.

I begyndelsen af 2008 var det 28,2 pct. af de danske virksomheder, der havde et underskud. Og der er flere grunde til, at vi langsomt nærmer os niveauet fra dengang.

»Generelt er der flere virksomheder, der klarer sig bedre. Men der er ingen tvivl om, at når så mange virksomheder er gået konkurs, som vi har set over de seneste fem til seks år, så bliver en del af de, der lavet underskud, ryddet af vejen,« siger Tom Vile Jensen.

For alle brancher gælder det, at langt færre virksomheder i dag har underskud, end det var tilfældet i 2010. Men der er stor forskel på, hvor godt de forskellige brancher klarer sig i dag. Inden for kultur, forlystelser og sport er det hele 44,5 pct. af virksomhederne, der har underskud i dag, mens tallet er 44,6 pct. i overnatnings- og restaurationsbranchen.

På den anden side ligger virksomhederne, der driver fast ejendom. Her har kun 29,4 pct. underskud, mens 31,1 pct. af virksomhederne i transportbranchen har underskud.

Fremstillingsvirksomhederne er dem, der har haft den bedste udvikling det seneste år, hvor antallet af virksomheder med underskud er faldet med 2,9 procentpoint til nu 32,3 pct.

»Generelt har industrien været enormt dygtig til at løfte produktiviteten over de seneste år. Samtidig er verdensmarkederne i bedring, og i og med at industrivirksomhederne er meget eksponeret over for eksporten, er det medvirkende til, at det går bedre for dem,«siger Tom Vile Jensen.

Der er kun to brancher, hvor antallet af virksomheder med underskud ikke er faldet det seneste år. Det er inden for landbrug, skovbrug og fiskeri og i kommunikations- og informationsbranchen.

Landbruget har været rigtig hårdt ramt af underskud i løbet af krisen. I 2009 og 2010 var det henholdsvis 52 pct. og 54,4 pct. af virksomhederne inden for landbrug, skovbrug og fiskeri, der havde underskud. I dag er det 38 pct.

»Landbruget formår ikke rigtig at komme med på bølgen. Landbruget klarede sig vildt dårligt under krisen. Der er opbygget en pukkel af virksomheder, der har det svært, og som skylder mange penge væk. Oven i det har landbruget over det seneste år været ramt af dårlige afsætningsmuligheder, som betyder faldende priser på deres varer, og det gør det svært for landbruget,« siger Tom Vile Jensen.

Virksomheder med underskud i pct. i juli

Branche20082009201020112012201320142015
Fremstillingsvirksomheder28,233,545,24337,635,334,732,3
Landbrug mv.39,15254,445,145,438,73738
Bygge- og anlæg28,633,243,345,64033,834,831,9
Engros- og detailhandel32,338,745,540,840,138,437,135,9
Transport27,234,244,543,640,336,53331,2
Overnatning- og restauration44,550,253,750,650,246,645,544,6
Kommunikation36,339,34339,539,137,936,837,4
Fast ejendom28,142,347,240,241,137,531,929,4
Kultur, forlystelser ol.45,25052,950,350,645,445,244,5
Alle brancher31,140,24640,541,337,234,432,6

Kilde: RSR - danske revisorer

Artiklens emner
Experian
FSR - Danske revisorer