Økonom: Olieprisen har nået en ny bund
Atomaftalen med Iran og kinesisk aktiekollaps har været med til at sende olieprisen ned, og der vil den blive nogle måneder, vurderer økonom.
Man har en oliepris, til man får en ny.
En lettere omskrivning af den tidligere socialdemokratiske statsminister Jens Otto Krags citat: »Man har et standpunkt, til man tager et nyt,« passer meget godt til situationen på oliemarkedet.
Midt i maj vurderede Jens Nærvig Pedersen, økonom i Danske Bank, at olieprisen havde fundet et balancepunkt og naturligt leje. Dengang blev en tønde Brent-olie handlet til 67-68 dollars per tønde, mens prisen for en tønde amerikansk WTI-olie var 61-62 dollars.
I dag handles olien til en pris, der ligger 12-13 dollars lavere. Prisen for Brent-olie ligger på 55-56 dollars, mens prisen for WTI-olien er 48-49 dollars. Se de aktuelle priser hos Bloomberg.
»Siden dengang er der sket især to ting, som ikke var med i vores forventninger. Det ene er, at der rent faktisk blev indgået en atomaftale med Iran, og det andet er aktiekollapset i Kina. Samtidig har usikkerheden om Grækenland spillet ind,« forklarer Jens Nærvig Pedersen.
»Atomforhandlingerne med Iran er foregået over en meget lang periode, og forhandlingerne har flere gange været sat på pause. Men nu fik vi så gennembruddet og en atomaftale, der igen vil give Iran mulighed for at eksportere olie. Dermed vil der kommere endnu mere olie på markedet, og det fik olieprisen til at falde,« siger Jens Nærvig Pedersen.
»Oveni fik vi så et kinesisk aktiekollaps, der omgående affødte spekulationer om, hvorvidt væksten i Kina ville være på vej ned. Det har sendt olieprisen ned i en ny bund, og der vil den nok blive de næste par måneder. Men så tror jeg også, at vi igen vil se olieprisen stige,« fortæller Jens Nærvig Pedersen.
Det begrunder han bl.a. med, at det næppe vil gå så galt i Kina, som der pludselig var frygt for.
»Der er kun en meget lille risiko for, at bunden er på vej ud af kinesisk økonomi. Vi forventer stadig, at væksten i år vil blive på 6,8 pct. i Kina. Det er stadig en pæn vækst, men vi skal vænne os til, at væksten ikke bliver de 9-10 pct., som vi tidligere har set,« tilføjer Jens Nærvig Pedersen.
Han tror ikke på, at den aktuelle oliepris vil føre til et yderligere fald i antallet af borerigge i drift. En pris på 60 dollars for den amerikanske WTI-olie har ellers været regnet som et skæringspunkt for, hvornår det kan betale sig at sætte flere borerigge i drift.
»For en uge siden var der et meget beskedent fald i antallet af amerikanske borerigge i drift. Men i ugerne op til havde tallet været stigende. Effekten af, at der kan komme iransk olie ud på verdensmarkedet, er nu indregnet. Derfor vil det snarere afhænge af, hvordan den globale vækst udvikler sig. Her er der udsigt til vækst i Europa, og USA er også ved at rette sig, efter at der i et par måneder har været nogle skuffende nøgletal. Så efter et par måneder på det nuværende niveau, vil olieprisen stige igen,« vurderer Jens Nærvig Pedersen.
Forklaringen om standpunktet gav Jens Otto Krag i øvrigt, da han mange år efter folketingsvalget i 1966 skulle forklare, hvordan han efter valget kunne indgå et samarbejde med SF, når han inden valget havde sagt, at det ikke ville komme på tale.







