Analytiker: Olieprisen har fundet sit balancepunkt
En tilbagevenden til en pris omkring 100 dollars per tønde er ikke realistisk, vurderer analytiker.
Selv om olieprisen er svagt stigende, er der næppe udsigt til, at et stort antal amerikanske borerigge igen vil blive sat i drift for at øge produktionen.
Tværtimod har olieprisen nu fundet et naturligt leje og balancepunkt omkring 61-62 dollars per tønde for den amerikanske WTI-olie og 67-68 dollars for den nordsøbaserede Brent-olie. Se priserne hos Bloomberg.
Det vurderer analytiker Jens Nærvig Pedersen fra Danske Bank.
Det seneste år er antallet af aktive amerikanske borerigge næsten blevet halveret. I april 2014 var der ifølge det amerikanske olieserviceselskab Baker Hughes 1.835 aktive borerigge i USA, mens tallet i april 2015 var faldet til 976.
Men selv om en pris på 60 dollars per tønde har været betragtet som grænsen for, hvornår det igen ville være rentabelt at sætte flere borerigge i produktion, venter Jens Nærvig Pedersen ikke, at det umiddelbart vil ske.
»Vi så det samme prisniveau i den seneste uge, og det lader til, at en pris på 61-62 dollars for den amerikanske råolie lige nu er det naturlige leje. Det balancerer, og derfor er det ikke realistisk, at vi foreløbig igen kommer til at se priser på 100 dollars per tønde,« forklarer Jens Nærvig Pedersen.
Det bygger han bl.a. på, at de olieproducerende lande i Opec ikke har nedsat produktionen for at få prisen op, men tværtimod har øget produktionen til 31 mio. tønder om dagen.
»Det betyder, at der fortsat er masser af olie i markedet. Så selv om olieprisen nu ligger på et leje, hvor det vil være rentabelt at sætte flere amerikanske borerigge i produktionen, vil producenterne nok være tilbageholdende, af frygt for at det vil føre til en nyt prisfald,« forklarer Jens Nærvig Pedersen.







