Fortsæt til indhold

Transportbranchen skruer op for turboen

Der bliver købt flere nye lastbiler, og transportfirmaer har nu svært ved at finde chauffører.

Erhverv

Mere gods at køre med, flere nye lastbiler, større travlhed og problemer med at skaffe chauffører.

Optimismen præger den danske vejtransportbranche, der efter finanskrisen igen har fået mere at køre med. Det gælder især den indenlandske transport, mens der stadig er udfordringer, når det gælder eksportkørslen - især sydpå.

Vores branche er nok den, der først mærker det, når det det går nedad - eller opad.
Jacob Chr. Nielsen, adm. direktør i ITD

»Men der er helt klart kommet mere gang i branchen. Vognmændene har fået mere at lave. Der er mere gods, der skal fragtes rundt, og det er jævnt fordelt på alle brancher. Samtidig fortæller flere af vognmændene, at de nu har svært ved at skaffe chauffører,« fortæller Jacob Chr. Nielsen, der er administrerende direktør i ITD.

Det er brancheorganisationen for den danske vejgodstransport.

Med arbejdsplads i Padborg kan han selv se, at der er kommer mere fart i branchen. Flere end 3.000 mennesker er beskæftiget med administration og logistik som en konsekvens af, at der hver dag kører 10.000 lastbiler ind og ud af landet med gods.

Fremgangen kan også ses i antallet af indregistreringer af nye lastvogne. Når det gælder mellemstore og store lastbiler viser nye tal fra de europæiske bilproducenters organisation, ACEA, at fremgangen i 1. halvår af 2015 i Danmark har været mere end 50 pct. i forhold til samme periode i fjor.

Der er i årets første seks måneder indregistreret 2.160 nye lastbiler over 16 tons. I forhold til de 1.407 i fjor er det en fremgang på 53,5 pct.

Den samme udvikling er der sket for lastbilerne fra 3,5 til 16 tons. I første halvår er der blevet indregistreret 2.380 lastbiler mod 1.548 i 2014. Det svarer til en fremgang på 53,7 pct.

Når det gælder de mindre kassevogne op til 3,5 tons, er fremgangen noget mindre - 19,3 pct. for halvåret. I 2015 er der indregistreret 16.114 nye biler af den type.

Kun når det gælder busser, er der tilbagegang på 12,8 pct. - fra 180 busser i 2014 til 157 i år.

»Men generelt er det meget positive meldinger, vi får fra medlemmerne. Der er mere arbejde, og langt de fleste forretninger har nu overskud. I 2014 havde 85 pct. af medlemmerne overskud, mens tallet var 74 pct. året før,« siger Jacob Chr. Nielsen.

Han glæder sig samtidig over, at den større travlhed i transportbranchen er et udtryk for, at det generelt går bedre i Danmark.

»Vores branche er nok den, der først mærker det, når det det går nedad - eller opad,« vurderer Jacob Chr. Nielsen.

Han tilføjer, at fremgangen først og fremmest sker i Danmark, mens der stadig er udfordringer for eksportkørslen. Det gælder især kørslen sydpå. Derfor er der stadig en udbredt brug af udflagning af lastbilerne til disse opgaver.

»Men når det gælder kørslen til de skandinaviske lande klarer de danske firmaer sig bedre. Derimod er der stadig andre lande, der har bedre rammevilkår, når det gælder transporterne sydpå,« forklarer direktøren.

Han har tidligere efterlyst både bedre rammevilkår og et opgør med de mange regler i branchen. Derfor glæder det ham, at den nye regering har besluttet at overflytte virksomhedskontrollen fra Justitsministeriet til Transportministeriet.

»Vi håber, at man i Transportministeriet vil se lidt mere på, hvad virksomhederne rent faktisk gør for at opfylde reglerne. Det kan være uddannelse af chaufførerne og bedre egenkontrol. Vi har følt, at man fra Justitsministeriets side udelukkende har forholdt sig til reglerne, så sanktionerne ikke altid har stået i et rimeligt forhold til forseelserne. Der skal selvfølgelig gribes ind, når der er tale om bevidste overtrædelser. Men vi håber, at man nu vil se lidt mere pragmatisk på det,« siger Jacob Chr. Nielsen.

Som eksempel nævner han, at der er givet bøder i 100.000 kr. størrelsen for overtrædelser af køre-hviletidsbestemmelserne.

»Vi har set eksempler på, at chauffører og vognmænd har fået bøder, fordi chaufføren har glemt at trykke på pauseknappen, selv om det tydeligt fremgår, at der er holdt pause. Samtidig har firmaer fået store bøder for forhold, der i Tyskland kun ville give en påtale,« siger Jacob Chr. Nielsen.

»En forenkling af reglerne er en af mine kæpheste, og vi håber, at det bliver det, vi oplever fremad. Det vil være nødvendigt for at sikre væksten,« tilføjer han.

Artiklens emner
ITD
Transportministeriet