Fortsæt til indhold

Lang næse til B&O-ejere

Frasalget af Automotive gav intet udbytte til aktionærerne i Bang & Olufsen. Det er bekymrende, mener analytiker.

Erhverv

Når der er røde tal på bundlinjen, bliver aktionærerne ikke forkælet med et ekstraordinært udbytte.

Og selvom det efterhånden er mere reglen end undtagelsen i Bang & Olufsen, der ikke har givet kontant afregning til sine aktionærer siden 2008, kom torsdagens udmelding om nul kroner i udbytte alligevel som lidt af en overraskelse.

Både Sydbank og Danske Bank havde spået, at B&O's frasalg af Automotive, der tidligere på året indbragte Struer-selskabet knap 1,2 mia. kr., formentlig ville sende et ekstraordinært udbytte i lommerne på aktionærerne.

»Vi ser en god mulighed for, at aktionærerne kan se frem til et ekstraordinært udbytte i størrelsesordenen 5-6 kr. per aktie,« lød Sydbanks vurdering i et notat, mens Danske Bank konstaterede, at »et udbytte muligvis kan være i kortene.«

Sådan gik det imidlertid ikke.

B&O landede et driftsunderskud efter skat på 607 mio. kr. i det forskudte regnskabsår 2014/15 og formåede dermed ikke at vende flere års skrantende bundlinjer. Heller ikke selvom omsætningen i selskabet er vokset til lige under 2,4 mia. kr.

Sydbanks B&O-analytiker, Morten Imsgaard, var en af dem, der havde forventet, at B&O ville udbetale udbytte. At det ikke gik sådan vidner om, at B&O er udfordret, mener han.

»B&O's situation er meget usikker. Omsætningen vokser, men man kan ikke tjene penge, og de penge, man har tjent på Automotive, bruger man som polstring. Det er overraskende. Og det betyder, at aktionærerne bærer risikoen for, at selskabet får vendt udviklingen,« siger Morten Imsgaard.

Den simple udlægning på B&O’s problemer er, at selskabet har for lille en volumen. Selvom dets produkter sælger godt, er det ikke nok til at drive en lønsom forretning, vurderer Morten Imsgard.

»Enten skal B&O’s toplinje vokse markant over en længere årrække, eller også skal selskabet igen kigge på sine omkostninger. Løsningen ligger nok et sted midt imellem. Det er hverken muligt udelukkende at vokse eller spare sig ud af krisen. Det skal blive bedre på begge parametre,« siger han.

Det dårlige årsregnskab har kastet prygl af sig på fondsbørsen. B&O's aktie er faldet med over 13 pct. til kurs 53.

Artiklens emner
Sydbank
Bang & Olufsen