Fortsæt til indhold

Traditionelle landmænd overvejer at konvertere til økologi

Lave mælkepriser og større efterspørgsel på økologisk mælk får landmænd til at spekulere.

Erhverv

Fredag var ikke en god dag for landets mælkeproducenter. Prisen på det hvide guld blev endnu en gang sænket i en række supermarkedskæder.

Udviklingen har stået på i en længere periode, og det er med til at få de traditionelle landbrugsejere til at overveje skiftet til en økologisk produktion, mener Ejvind Pedersen, chefkonsulent i Landbrug & Fødevarer.

»I takt med at mælkeprisen falder, falder den økologiske mælkepris jo også. Men Arla giver et økologisk tillæg på 92 ører oven i den konventionelle mælkepris, så potentielt er den økologiske mælkepris jo noget højere end den konventionelle, og det får selvfølgelig nogle landbrug til at overveje, om de er egnede til at lægge om til økologi. Det er der en del, der gør i øjeblikket, kan vi høre fra vores konsulenter, og det bliver helt sikkert mere interessant, i takt med, at mælkeprisen falder,« siger han.

Foruden mælkeprisen er en klar efterspørgsel fra Arla og Thiese rimeligvis også medvirkende til, at flere overvejer omlægning. I april gik Arla Foods nemlig ud for at rekruttere nye økologiske leverandører. Virksomheden vil øge sin økologiske mælkeindvejning på 25-30 pct. frem mod 2017 på det danske og nordtyske marked.

»Det økologiske tillæg på 92 ører er det højeste, det har været nogensinde. Det gør, at det er interessant at lægge om til økologi,« siger Ejvind Pedersen.

Interessen har været stigende siden efteråret 2014. Hvor mange af landbrugene, der rent faktisk bliver omlagt i år, vil der først være tal på i starten af september.

Hos Seges, tidligere Videnscentret for Landbrug, tilbyder man gratis omlægningstjek til landbrug, der står på vippen til at springe ud i økologi. Her oplever man den stigende interesse.

»Der er rigtig stor interesse for at lægge om til økologi. Vores erfaring er, at 60-70 pct. lægger om efter et omlægningstjek,« siger specialkonsulent Jette Riis.

Antallet af omlægningstjek hos Seges er mere end fordoblet siden i fjor. I 2014 blev der foretaget 67 gratis omlægningstjek. I 2015 er der booket 287 omlægningstjek, hvoraf 150 er gennemført, oplyser Jette Riis.

»Jeg må sige, at lige nu spiller økonomien en rolle. På andre tidspunkter er det ideologisk tankegang, fordi man måske gerne vil prøve at producere noget nyt med større diversitet,« siger hun.

Ejvind Pedersen vurderer, at det ikke er de største landbrug, der overvejer omlægning, men gætter på, at det nærmere drejer sig om de mellemstore landbrug med 140-150 køer. Han understreger desuden, at man ikke skal kaste sig ud i at drive økologisk landbrug alene på grund af mælkepriserne.

»Det er jo en stor omlægning. Og selvom de begynder omlægningen nu, vil vi først se resultatet af det i 2017. Det tager to år, fordi jorden skal lægges om,« siger han.

I dag findes der 350 økologiske mælkeproducenter i Danmark, hvilket udgør ca. 10 pct. af den samlede mælkeproduktion.

Artiklens emner
Thise Mejeri
Arla Foods