- Opdateret 03/05/2018 kl. 03:02
Egmont lukker 13 jobs: Flytter layout til Vietnam
Forlaget bag Euroman og Hjemmet vil hente besparelser på layout og flytter rundt i direktionen. Beslutningen har fået bl.a.chefredaktør til at stejle.
De glittede sider i Hjemmet, Euroman og Alt for Damerne skal fremover sættes op i både Vietnam og København.
Egmont Publishing vil hente en »anseelig millionbesparelse« på at udflytte en del af layout-opgaverne til Ho Chi Minh City og skære 13 af de 31 layout-job fra magasinhuset i Hellerup.
Et forebyggende skridt i en branche, hvor især de typiske cash cows, ugebladene, taber oplag, siger adm. direktør i danske Egmont Publishing, Klaus Høeg-Hagensen.
»Vi arbejder efter et mantra om at beskytte det gode indhold. Vi ønsker at være på forkant. Oplaget på især ugebladene ser vi en fortsættende nedadgående tendens, og det har naturligvis en impact på forretningen. Derfor ønsker vi at nedbringe omkostningerne på produktionen og øge fleksibiliteten,« siger han og tilføjer »Vi blev trætte af den evige smøren tyndere og tyndere på brødet.«
Opgaven er endt hos Minh Grafic, der er ejet af to danske virksomheder; kommunikationsfirmaet Buchs og reklamebureauet Envision. Der vil dog stadig være art directors tilknyttet hvert enkelt magasin i Danmark.
Klaus Høeg-Hagensen vil ikke kommentere på, hvor meget billigere det er at løse opgaven i Vietnam i forhold til et bureau i Danmark, men understreger, at det var »betragteligt billigere«.
Andre magasiner, bl.a. forbrugerbladet Tænk og DSB's Ud&Se har udliciteret produktionen. Men en så stor udflytning af en kerneopgave til et fremmedsproget land er sjældent set i en magasinbranche, hvor layoutet af de glittede sider typisk også ses som en del af produktets DNA. Beslutningen har også internt i Egmont skabt uro.
Den har fået Euromans chefredaktør, Kasper Steenbach, til at sige op efter to år i stolen. Det var også medvirkende til, at magasinchef Monica Bundgaard i maj forlod sin stilling med begrundelsen "uenigheder om strategien."
Fællestillidsrepræsentant på Egmont Publishing, Christine Grøntved Boelt, fortæller, at medarbejderne frygter, at det vil kunne mærkes på kvaliteten.
»Vi er kede af det og frygter at kvaliteten bliver dårligere, og at det bliver sværere for os, der er tilbage, fordi vi mister den sparring, der er her nu,« siger hun og tilføjer, at det nu er op til ledelsen at bevise, at det holder standarden. Hun hæfter sig dog ved, at det har været en grundigt overvejet og testet beslutning.
I samme ombæring foretager Egmont Publishing en række direktions-udskiftninger. Ud ryger bladsalgsdirektør Henrik Løvstrøm, der kom ind i direktionen, da Egmont i 2012 købte resten af hans forlag Oxygen Magasiner, der udgav Vores Børn (se faktaboks)
I stedet har Egmont hentet Frank Vilstrup, der kommer fra Dong, til en ny stilling som kommerciel direktør. Der er et behov for at samle de kommercielle tråde på tværs af løssalg, abonnement og digital, siger Klaus Høeg-Hagensen:
»Den viden, vi opsamler om vores kunder på tværs af søjler og platforme, skal samles og bruges meget bedre. Vi havde en organisationsmodel, der ikke tog højde for det.«
Egmont Publishing har en omsætning på rundt regnet 0,5 mia. kr., og Klaus Høeg-Hagensen betoner, at der er udsigt til et "solidt resultat" i 2015.