Fortsæt til indhold

Søstrene Grene på vej med hundredvis af nye butikker

Den danske detailkæde Søstrene Grene nærmer sig milliardomsætning og vender nu blikket mod Tyskland.

Erhverv

Søstrene Grene tjener flere penge end nogensinde på blyanter, kopper, sæber og småmøbler.

Med et massivt vækstprogram og butiksåbninger på nye og fremmede markeder har den aarhusianske detailkæde fart på, og et netop offentliggjort årsregnskab vidner om kædens vækst.

SG Holding, selskabet bag Søstrene Grene, har præsteret et rekordstort overskud før skat på 34,5 mio. kr. i det forskudte regnskabsår 2015, hvilket er 53 pct. mere end i 2014, da kæden fik et plus på 22,5 mio. kr.

I regnskabsåret er det bl.a. blevet til 20 nye butiksåbninger i Danmark og udlandet og et julesalg, der slog alle rekorder.

»Vi er meget tilfredse med årets resultat, fordi det viser, at kunderne reagerer positivt på vores indsats om at skabe unikke kundeoplevelser. Vores butikker skal være et åndehul, hvor man for en stund kan lukke den travle hverdag ude og fordybe sig i en verden af feminine og æstetiske designs,« siger Søstrene Grenes adm. direktør, Mikkel Grene.

Til efteråret runder Søstrene Grene 100 butikker, der breder sig over lande som Norge, Holland, Frankrig, Spanien, Japan - og naturligvis Danmark. Omsætningen i den hurtigt voksende butikskæde ventes at runde 1 mia. kr. i det kommende år.

Med foden solidt plantet på markederne uden for Skandinavien har direktør Mikkel Grene sågar valgt at accelerere antallet af butikker og vende sig mod endnu et nyt marked: Tyskland. Her vurderer han, at der er plads til over 200 Søstrene Grene-butikker.

Det er ikke kun med nipsting, at Søstrene Grene vil erobre Europa. For godt to år siden besluttede kæden sig for at satse mere på interiør og småmøbler, hvilket indtil videre har vist sig ganske succesfuldt.

Da kæden sidste år lancerede sin efterårskollektion, skabte det alenlange køer, blandt andet i Aarhus, hvor over 200 mennesker tog opstilling foran Søstrene Grenes butik på Strøget.

Ifølge direktør Mikkel Grene er det især butikskædens indsats på de sociale medier, der er med til at skabe kundeloyalitet. På Facebook alene har Søstrene Grene i Danmark knap en halv million følgere.

»Facebook og Instagram er ekstremt vigtige platforme for os, og det vil de også være i fremtiden,« siger Mikkel Grene.

Han er i konkrete forhandlinger med franchisetagere i tre nye lande, men kan ikke løfte sløret for dem endnu.

Artiklens emner
Søstrene Grene