Risøs gamle børnehave er blevet en talentfabrik med succes
På en mark uden for Roskilde sidder grønne iværksættere med gode idéer. Blandt dem er en lille laserproducent, der sigter mod stjernerne.
Peter Skovgaard har et produkt med et kæmpe potentiale.
Så store ord tør han gerne sætte på den patenterede halvlederlaser, som han og resten af firmaet Norlase arbejder med at perfektionere og bringe ud på verdensmarkedet.
For halvandet år siden kvittede han sit trygge job til fordel for et liv som iværksætter, og snart håber han at høste frugterne af den satsning, der ikke var ligetil, når man har hus, kone og tre børn at forsørge.
Peter Skovgaard og Norlase sidder i Det Grønne Iværksætterhus på halvøen Risø nord for Roskilde. Førhen fungerede huset som en børnehave for de mange ansatte på "Forsøgsanlæg Risø", der blev indviet i 1958 og lukkede i 2006, men nu er det en del af Scion DTU’s forskerpark.
Hundredvis af iværksættere har enten lejet sig ind i huset eller kommer der for at bruge dets faciliteter, udviklingsforløb og mentorer. Og en ny evaluering viser, at iværksættere fra Det Grønne Iværksætterhus klarer sig bedre end en kontrolgruppe, hvad angår beskæftigelse og omsætningsvækst.
Den samlede beskæftigelse for gruppen af iværksættere, der har været tilknyttet Det Grønne Iværksætterhus, er steget med 19 pct., mens omsætningen er steget med 27 pct. Det er hhv. 11 procentpoint og 22 procentpoint højere end for kontrolgruppen.
»Der er rigtig mange gode idéer derude, som er relevante for den grønne omstilling i Danmark. Det er et felt, vi er meget stærke i herhjemme. For vores vedkommende handler det om at hjælpe og udvikle de iværksættere, der er tilknyttet huset, og sikre, at der bygges bro mellem dem og den viden, der er at finde på DTU (Danmarks Tekniske Universitet, red.),« siger Kristine Garde, projektleder i Det Grønne Iværksætterhus og viceinnovationschef hos Scion DTU.
"Forsøgsanlæg Risø" var et statsligt, dansk atomforskningsprogram med professor Niels Bohr som formand. Tanken var at forske i den fredelige udnyttelse af atomenergi, og anlægget levede en omtumlet tilværelse, indtil det ved udgangen af 2006 blev underlagt Danmarks Tekniske Universitet, DTU.
Kongstanken med den gamle børnehave var at omdanne den til et miljø, hvor grønne idéer og produkter kan blomstre. Således er Det Grønne Iværksætterhus en del af regeringens ”Grøn omstilling” og er hovedsageligt finansieret af Erhvervsstyrelsen.
»For det første tilbyder vi fysiske faciliteter - et prototypeværksted med digitale maskiner. For det andet har vi en ansat med kompetencer inden for produktudvikling og et landsdækkende samarbejde med mentorer, der er specialister inden for hvert deres felt. Og så har vi en tæt relation til DTU, der gør, at vi kan matche iværksætterne med relevante forskningsgrupper,« siger projektleder Kristine Garde.
Netop tilknytningen til DTU er vigtig for Norlase, der bruger meget af sin tid på DTU Risø Campus få hundrede meter fra iværksætterhuset. Den lille laser, som firmaet vil gøre til big business, er ifølge direktøren bedre og billigere end konkurrerende produkter, fordi den producerer en renere og mere effektiv stråle.
»Vi er allerførst med teknologien. I vores laser sidder en bestemt halvlederlaser, der har været under udvikling i 20 år, og som nu endelig er klar til at blive kommercialiseret. Vi kan begynde at bygge lasere op omkring den. Det er helt nyt,« siger Peter Skovgaard.
Norlase begyndte som et lille selvfinansieret projekt i begyndelsen af 2014, men er siden vokset i størrelse med fuldtidsansatte og en millionindsprøjtning fra venturekapitalfonden Capnova samt en gruppe af business angels. Senest har også Markedsmodningsfonden spyttet 4 mio. kr. i det lovende startup, der har sendt lasere ud til den første håndfuld kunder.
»Vi konkurrerer med lasere, der har nogenlunde samme størrelse og lys. Men det, vi har inde i laserkassen, er fundamentalt anderledes. Vores laser er næsten ti gange mere effektiv, og derfor har den brug for mindre køling og er mere kompakt. Vi kan lave lasere i bølgelængder, som slet ikke er tilgængelige med eksisterende teknologi,« siger Peter Skovgaard.
Lasere er allerede at finde i alverdens produkter og industrier, og fremover vil de kun vokse i udbredelse, mener Peter Skovgaard. Norlase fokuserer primært på medicobranchen – nærmere bestemt diagnostik af øjensygdomme ved hjælp af laser – men også DNA-segmentering, holografier og materialebearbejdning er i spil.
Ambitionen er at vokse organisk, udvide med nye typer lasere og skrue op for produktionen med en dansk fabrik, der sender lasere ud i hele verden. Det er en smuk vision i Peter Skovgaards øjne.
»Vi er sikret langt ind i 2017 med støtten fra Capnova og Markedsmodningsfonden, men skal vi bygge en fabrik, kræver det flere penge. Vores vej dertil er at finde investorer, f.eks. en venturefond, uden at slippe tøjlerne fuldstændig,« siger Norlase-direktøren.


