Svindelsag sender kriseramt advokatfirma i opløsning
Medarbejdere forlader Johan Schlüter Advokatfirma i rasende fart. Jeg er i tvivl om, hvor vidt firmaet længere har en fremtid, siger tidligere medarbejder.
Det anerkendte københavnske Johan Schlüter Advokatfirma (JSA) er i opløsning, efter at firmaet i sommer blev involveret i en spektakulær sag om svindel med Copydan-penge.
Ifølge Finans’ oplysninger skal firmaet rømme sit eksklusive hovedkontor (ejet af ATP) på Højbro Plads i København inden udgangen af september, og samtidig forlader medarbejderne advokathuset i stor stil.
Allerede i går var hoveddøren på Højbro Plads låst, og på døren hang et skilt med et telefonnummer til firmaets ejendomschef, og det var ikke muligt at komme igennem på JSA’s hovedtelefonnummer.
Da Finans opsøgte hovedkontoret torsdag formiddag, kom ejendomschefen ud og forklarede, at telefonsystemerne var i stykker.
For blot et år siden havde JSA knap 60 medarbejdere, herunder 23 advokater og advokatfuldmægtige. Nu er der ifølge JSA’s hjemmeside syv advokater og to fuldmægtige tilbage, og heraf er mindst to på vej væk.
Det gælder for eksempel Lars Halgreen, der ellers er en af tre medejere, og som indtil i sidste uge var registreret direktør i JSA.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Lars Halgreen, der ifølge en kilde skifter til advokatfirmaet Magnusson.
Det vil partner i Magnusson Nikolaj Juhl Hansen hverken be- eller afkræfte:
»Jeg har ingen kommentarer,« siger han.
JSA beskyldes for at have snydt tv- og filmproducenter for omkring 100 mio. kr., og selv om JSA-ledelsen har argumenteret for, at det er advokatfirmaet, der har penge til gode, så har det alligevel bortvist og politianmeldt den nu tidligere partner, Susanne Fryland.
Sagen har fået en række kunder til at vende advokatfirmaet ryggen, og allerede i juli fyrede JSA en tredjedel af medarbejderne. Siden har flere selv valgt at forlade firmaet:
»Jeg er i tvivl om, hvor vidt advokatfirmaet længere har en fremtid,« fortæller en af de advokater, der har forladt JSA, men som ikke ønsker at stå frem ved navn.
Det er uklart, om Johan Schlüter Advokatfirma lukker helt, eller om firmaet vil blive drevet videre af de få tilbageværende advokater.
Finans har i flere dage forsøgt at få svar fra selskabets stifter, Johan Schlüter, og Katrine Schlüter Schierbeck, der ifølge kilder har haft det administrative ansvar for advokatkontoret som såkaldt managing partner.
Tirsdag sluttede dog en lynauktion på internettet under titlen »Tilpasning af Johan Schlüter Advokatfirma«, hvor inventar fra firmaet var sat til salg. Det er uvist, hvor meget auktionen indbragte, men en time inden lukketid var inventaret budt op i 825.000 kroner.
Køberne har fået besked på at hente de udbudte effekter den 28. eller 29. september.

