Fortsæt til indhold

Det offentlige fyrer langt flere seniorer, end private virksomheder gør

Når der skal deles fyresedler ud til ingeniører i det offentlige, er de 60-69-årige overrepræsenterede.

Erhverv

Ældrebyrden eller det grå guld.

Det er to meget forskellige måder at anskue den ældre del af befolkningen på. Og kigger man på henholdsvis de offentlige og private arbejdsgivere ser det ud til, at de har valgt hver deres tilgang til seniorerne.

Mens de private virksomheder faktisk fyrer færrest medarbejdere i aldersgruppen 60-69, er det lige omvendt i det offentlige. Det viser nye tal fra Ingeniørforeningen, IDA. I 2014 blev 1,08 pct. af de offentligt ansatte ingeniører fyret, mens tallet for deres 30-39-årige kollegaer kun er 0,28 pct.

»Det offentlige arbejdsmarked er ikke styret af proformance på samme måde, som en privat virksomhed er. Derfor kan de være fristede bare at fyre de dyreste, når der skal spares, uanset hvad medarbejdernes kvalifikationer er,« siger Morten Thiessen, der er formand for De Ansattes Råd i IDA, og henviser til, at seniorer med mange års erfaring ofte får en høj løn sammenlignet med de yngre kollegaer.

Han påpeger, at en del af forklaringen på, at de offentlige arbejdsgivere afskediger så forholdsmæssigt mange seniorerne, også kan hænge sammen med, at der er rigtig mange seniorer ansat i det offentlige, fordi det for alvor var i 1970’erne, at der var et vækstboom i sektoren.

Så stor en procentdel af ingeniørerne fik en fyreseddel i 2014.

20-29 år30-39 år40-49 år50-59 år60-69 år
Offentligt ansatte*0,28 pct.0,59 pct.1 pct.1,08 pct.
Privat ansatte1,7 pct.1,73 pct.1,81 pct.1,81 pct.1,13 pct.

* = Af personhensyn må tallet ikke offentliggøres, da der er under fem sager.

Men i det private er de 60-69-årige faktisk dem, der bliver fyret færrest af. Mens 1,13 pct. af de 60-69-årige privatansatte ingeniører i 2014 fik en fyreseddel, er tallet for de 30-39-årige 1,73 pct., og det er 1,81 pct. af de 40-59-årige, der fik en fyreseddel.

»Det er et kvalitetsmæssigt problem for de offentlige arbejdsgivere, fordi de mister noget viden, når de smider de mest erfare medarbejdere ud. I længden er det også et imageproblem med sådan en personalepolitik,« siger Morten Thiessen.

Tallene gælder kun for ingeniører, men Morten Thiessen er overbevist om, at den samme tendens findes inden for andre fag.

»For de akademiske og administrative medarbejdere er jeg rimelig sikker på, at det her kan overføres ret direkte. Det er de samme dynamikker, der gør sig gældende,« siger han.

Artiklens emner
Ingeniørforeningen