Fortsæt til indhold

Kommer Novo-aktien i kridthuset eller i kulkælderen i de kommende dage?

Erhverv
/ritzau/FINANS

Det er spørgsmålet, som trænger sig på blandt investorer og analytikere i dagene op til den 1. oktober, hvor den amerikanske lægemiddelstyrelse, FDA, ventes at melde ud, om den kan give Novos nye langtidsvirkende insulin, Tresiba, markedsføringstilladelse i USA.

Forventningen blandt børshusene er ret enslydende; at Novo med stor sandsynlighed ender på den grønne gren. Sker det ikke, kan det til gengæld udløse et markant kursfald.

Blandt fem børshuse spår Nordea umiddelbart den største potentielle kurseffekt af afgørelsen.

- Vi ser stor sandsynlighed (90 pct.) for en godkendelse, hvilket kan udløse en kursstigning på op til 10 pct. Udskydes en godkendelse, som vi ser en lav (10 pct.) sandsynlighed for, ventes aktien at falde op til 15 pct., vurderer senioraktierådgiver Jesper Bamberger i et notat.

Blandt de udenlandske banker Morgan Stanley og HSBC ventes mere afdæmpede kursreaktioner, hvis FDA ender med at godkende Tresiba.

Morgan Stanley regner ifølge Bloomberg News med en stigning i omegnen af 5 pct. ved en godkendelse, hvilket er bankens hovedscenarie med en sandsynlighedsvægt på 85 pct. De resterende 15 pct. sandsynlighed går på, at FDA vælger at se tiden an og venter på, at det store hjerte-kar-studie Devote med Tresiba bliver færdig i midten af 2016.

Også britiske HSBC ser størst sandsynlighed for en godkendelse, men banken mener allerede, at størstedelen af effekterne er indregnet i det nuværende kursniveau.

Hos Danske Bank er forventningen ligeledes en godkendelse samt en positiv kursreaktion i størrelsesordenen 3-5 pct., og Handelsbanken mener også, at Tresiba får markedsføringstilladelse, hvilket allerede er indregnet i bankens estimater.

- Alligevel tror vi, hvis vi får ret, at Novo-aktien kommer til at stige. Det skyldes, at en lancering af Tresiba på det amerikanske marked er helt essentiel for Novo Nordisks vækst, vurderer Handelsbanken en kommentar.

Tresibas kæmpemæssige betydning for Novo fremgik tydeligt på dette års generalforsamling. På spørgsmål fra aktiechef i ATP Claus Wiinblad om risiciene i forhold til Novos langsigtede mål om en årlig vækst i driftsresultatet på 15 pct., fremhævede Novo Nordisks topchef, Lars Rebien Sørensen, netop Tresiba i forhold til mulighederne på den kortere bane.

- Vi vil skulle levere tocifret vækst i salget, og for at det kan lade sig gøre, skal vi have Tresiba godkendt i USA. Så simpelt er det, sagde Lars Rebien Sørensen.

Rebien og Novo har i øvrigt stillet nye finansielle mål i udsigt i forbindelse med årsregnskabet næste år.

I Jyske Bank vurderer senioranalytiker Frank Hørning Andersen, at Tresiba vil kunne nå et topsalg i USA på 12 mia. kr. i 2024. Ender det med en godkendelse, hvilket også er Jyske Banks hovedscenarium, vil aktien kunne stige omkring 5 pct. Vælger de amerikanske myndigheder at se tiden an, kan det blive til et fald på omkring 15 pct. Det oplyste Jyske Bank-analytikeren tidligere i september til Ritzau Finans.

Analytikere, som Ritzau Finans indsamlede estimater fra op til halvårsregnskabet, venter et salg af Tresiba på 1316 mio. kr. i år voksende til 3343 mio. kr. i 2016 og til 6399 mio. kr. i 2017.

Ender Novo med at få Tresiba på det amerikanske marked, vil det skulle konkurrere mod markedslederen Lantus fra Sanofi, der solgte for 1,1 mia. dollar, eller 7,3 mia. kr., alene i andet kvartal.

Derudover sidder Novo selv på omkring en fjerdedel af markedet med sit langtidsvirkende insulin Levemir, der solgte for knap 3,3 mia. kr. i Nordamerika i andet kvartal. Endelig udgøres markedet af Sanofis nyeste langtidsvirkende insulin, Toujeo, der blev lanceret på det amerikanske marked tidligere i år.

Tresibas succes vil på sigt ikke mindst afhænge af, om det lykkes at få insulinets fordele, i form af at det giver færre tilfælde af hypoglykæmi, eller et for kraftigt fald i blodsukkeret, optaget på indlægssedlen. Det kommer dog først til at ske senere, vurderer Sydbank.

- Det får de ikke på indlægssedlen i første omgang, siger senioranalytiker i Sydbank Søren Løntoft Hansen.

Han regner med, at de amerikanske myndigheder vil vente på de blindede såkaldte SWITCH-studier, der sammenligner antallet af tilfælde af bekræftet hypoglykæmi i Tresiba og Lantus. Resultaterne ventes i første kvartal næste år.

Kurseffekten ved en godkendelse, vurderer Søren Løntoft Hansen, vil løbe op i et plus på 5-10 pct., mens faldet kan blive op mod 20 pct., hvis det trækker ud.

Godkendes Tresiba, vil det også betyde, at Novo på sigt kan sende insulinmikset Ryzodeg på markedet. Endelig er kombinationsmidlet Xultophy afhængig af en godkendelse, da ingredienserne i dette middel er Tresiba og Victoza.

Godkendes Tresiba, ventes Novo efterfølgende at indsende registreringsansøgning for Xultophy i USA.

Artiklens emner
Novo Nordisk