Brok på Facebook kan koste jobbet - hvad skal du passe på?
Arbejdsgivere og ansatte er ikke altid enige om, hvad der må skrives på sociale medier, viser flere sager. Læs her, hvad du blandt andet ikke må skrive og få gode råd til en medarbejderpolitik for færden på de sociale medier.
Sociale medier giver medarbejdere ubegrænset taletid til et meget stort publikum, men det betyder ikke, at de må skrive hvad som helst om deres arbejdsgiver.
Landets største advokatkæde, Advodan, oplever et stigende antal sager, hvor arbejdsgiver og ansat ryger i konflikt på grund af færden på de sociale medier. Derfor bør virksomheder have klare retningslinjer for medarbejdernes brug af eksempelvis Facebook og LinkedIn, lyder det.
»En medarbejder er under hele sin ansættelsestid underlagt en såkaldt loyalitetsforpligtelse over for sin arbejdsgiver. Den pligt gælder både i arbejdstiden og i et vist omfang i fritiden og betyder, at medarbejderen ikke må foretage handlinger, der kan skade virksomhedens omdømme,« siger advokatfuldmægtig Trine Binderup Larsen fra Advodan i Aalborg.
En række af landets fagforbund har udtalt, at de modtager flere og flere henvendelser fra medlemmer, der er blevet fyret eller bortvist på grund af noget, de har skrevet på eksempelvis Facebook.
I langt de fleste tilfælde handler sagerne om ansatte, der i statusopdateringer kritiserer deres arbejdsplads, chef eller kolleger, eller om sygemeldte medarbejdere, der kommer til at afsløre, at de ikke er så syge alligevel.
En afgørelse fra Afskedigelsesnævnet tidligere i år viser, at sågar kommentarer i et privat chatforum kan føre til fyring.
Sociale medier som Facebook, Twitter, Instagram og til dels LinkedIn betragtes overvejende som private medier, men de har stor offentlig tilgængelighed - og derfor også betydning for medarbejderens ansættelse, forklarer Trine Binderup Larsen.
»Det betyder, at der med brugen af sociale medier er en betydelig større risiko for, at man som medarbejder overtræder sin loyalitetspligt over for virksomheden,« siger hun.
Det stigende antal sager ved retterne viser, at medarbejdere og arbejdsgivere generelt er famlende over for brugen af de sociale medier, mener hun. For hvor går grænsen for, hvad man kan tillade sig at skrive på sin profil, til venner eller i grupper, uden at arbejdsgiveren har ret til at råbe op?
Ifølge Trine Binderup Larsen viser erfaringen, at en udtalelse på f.eks. Facebook om en virksomhed let kan nå ud til en bred skare af forretningsforbindelser og kunder, også selvom medarbejderen kun har offentliggjort udtalelsen til sine egne venner eller følgere.
De fleste aktive brugere af sociale medier er nemlig forbundet med en stor gruppe, som igen er forbundet med en stor gruppe, osv., osv.
»Selve brugen af sociale medier er ikke reguleret af ansættelsesretten, så derfor er ledelsen i en virksomhed nødt til selv at beskrive de retningslinjer, som man ønsker, at medarbejderne følger. En klar politik om brug af sociale medier kan i høj grad sikre, at alle i virksomheden er klar over, hvor grænsen går for, hvad man kan skrive på de sociale medier, så man ikke overtræder sin loyalitetspligt,« siger Trine Binderup Larsen.





