Tømrerfirma anker dom i byggekartelsag
Det nordsjællandske tømrerfirma, som onsdag er idømt en bødestraf på 400.000 kr. for kartelvirksomhed, har besluttet at anke dommen til Landsretten med det samme.
Den første dom i den såkaldte byggekartelsag har nu kurs mod Landsretten. Det dømte håndværkerfirma har valgt at anke dommen, som Retten i Hillerød afsagde i dag, onsdag.
»Vi anker dommen lige med det samme både i forhold til en forældelsesproblematik og bødeniveauet,« siger Martin Utiger fra August Jørgensen Advokater. Han repræsenterer Handelsselskabet af 4.7.2011, som under sagen har nægtet sig skyldig.
Handelsselskabet af 4.7.2011 hed indtil et salg af virksomheden i 2011 Axel Rasmussen & Søn. Under retssagen, som fandt sted for en uge siden, argumenterede Martin Utiger for, at sagen mod hans klient, der drejer sig om en entreprise på Høvelte Kaserne i 2006, var forældet.
Det afviser dommeren, som i stedet finder det bevist, at Axel Rasmussen & Søn har udvekslet prisoplysninger og aftalt, at Axel Rasmussen & Søn skulle betale 30.000 kr. til Julius Nielsen & Søn. Betalingen skete ifølge dommen som led i en aftale om, at Julius Nielsen & Søn skulle afgive et højere tilbud end konkurrenten, som dermed vandt opgaven. Dermed blev konkurrencen sat ud af spil.
Martin Utiger mener desuden, at bøden er sat alt for højt, og henviser bl.a. til, at en anden af kartelsagens virksomheder kun har betalt en bøde på 42.900 kr.
Som bevismateriale under retssagen har Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK) - også kendt som bagmandspolitiet - fremlagt to notesbøger, som konkurrencemyndighederne fandt under en ransagning af Julius Nielsen & Søn i 2010.
"Høvelte. Aftalt 30.000 til os," stod der skrevet i den ene ved navnet Axel Rasmussen & Søn.
Ud over notesbogen er det bl.a. fundet af faxdokumenter med kopi af tilbuddet på entreprisen sendt fra Axel Rasmussen & Søn til Julius Nielsen & Søn, der ligger bag, at retten har fundet virksomheden skyldig.
Bagmandspolitiet er tilfreds med dommen på trods af, at den landede 150.000 kr. under det bødeniveau, man gik efter.
»Vi er tilfredse, fordi retten er enig i vores bevisvurdering, og fordi retten har rubriceret sagen som en alvorlig overtrædelse, selvom der kun var tale om et forhold,« siger specialanklager i bagmandspolitiet, Niels Kjærsgaard.
Han fortæller desuden, at forskellige forhold har ført til, at bøderne i kartelsagen varierer, men siger i forhold til bøden på de 42.900 kr., at det skyldes, at bøden ifølge lovforarbejder ikke må udgøre mere en 10 pct. af en virksomheds omsætning.

