Sådan har du aldrig søgt job før: Upload din juledekoration på Instagram
Tiger vender både ansøgningsprocessen og det traditionelle jobopslag på hovedet i et forsøg på at rekruttere kreative medarbejdere.
Hvis man er kørt død i den traditionelle jobsøgning, er det måske værd at kaste et blik på de sociale medier.
Det er en gammel nyhed, at virksomheder finder nye medarbejdere på tjenester som LinkedIn. Men Tiger tager nu skridtet videre og efterlyser en styling assistant via det sociale medie Instagram. Platformen er i sig selv et utraditionelt sted at rekruttere personale. Det samme kan siges om ansøgningsprocessen.
Som styling assistant skal man gerne vide, hvor man finder en julekrans om sommeren, og hvor man kan købe lige præcis de muffins, der får Tigers nye kagestativ til at tage sig bedst ud. Men først skal man bevise sit kreative værd ved at uploade et billede af en juledekoration, som er en Tiger værdig, på Instagram.
»I Tiger tror vi på innovation og autenticitet. Søger du kreative mennesker, må du som virksomhed også kunne tænke kreativt. Instagram er en af mange nye måder at rekruttere på. Vi har god erfaring med denne proces fra tidligere ansættelser til vores kontor i London. Det er ikke fordi, vi tænker, der er stor innovation i at ansætte sådan, men det at udforske det digitale univers er helt i overensstemmelse med det at være en innovativ og nyskabende virksomhed,« siger konceptudvikler i Tiger, Mai Due Brinch.
Når det gælder kollegaer til eksempelvis it- og logistikafdelinger, er fremgangsmåden mere traditionel. Men det er ikke første gang, at Tiger rekrutterer til sit kreative team ad alternative veje. Virksomhedens Social Media Manager er hyret gennem app'en Snapchat, hvor hun på Tigers opfordring sendte en videoansøgning af 15 sekunders varighed. Tiger sendte en video tilbage med en adresse, hvortil hun kunne sende sit cv.
»Vi prøver gerne nye og utraditionelle ting. Vi har f.eks. ikke noget reklamebureau, men bruger venner og bekendte som modeller. Det utraditionelle afspejler sig også i produktsortimentet, hvor du ofte finder ting, som du sikkert ikke vidste eksisterede,« siger Mai Due Brinch.
Denne form for alternative jobopslag kommer man til at se meget mere til i fremtiden, vurderer Marianne Steen, som er konsulent med speciale i rekruttering på sociale medier.
»Det bliver sværere og sværere at få de unge til at sætte sig ned og skrive en ansøgning. De ved ikke, hvem de er oppe imod, og det kan være dødssygt at skrive en ansøgning, hvis man er kreativt anlagt. De unge generationer tænder på udfordringer, som er konkrete, og hvor de får lov at vise, hvad de kan,« siger hun.
For virksomhederne gælder det ikke om at få 500 personer til at søge en stilling. Det gælder om at finde lige de fem, virksomheden virkelig gerne vil tale med. Her er de sociale medier et godt instrument, alt efter hvilken type medarbejder man søger, mener Marianne Steen.
»Hvis jeg ledte efter en bogholder, ville jeg aldrig bruge Instagram. Det ville være useriøst. Hvis jeg søgte en journalist, ville jeg også hellere se, hvordan vedkommende skriver. Men her lyder det som om, Tiger har fat i noget helt rigtigt. Det er en sjov måde at gøre det på, og man får samtidig annonceret ud til nogle, som i forvejen kender virksomheden og brandet,« siger hun.

