Fortsæt til indhold

Regnskab presser FLS-aktie i bund

Aktiekursen for FLSmidth er styrtdykket efter svage regnskabstal for 3. kvartal fra cement- og minekoncernen. Det store kursfald overrasker analytiker.

Erhverv

Investorerne har givet FLSmidth-aktien tæsk ovenpå præsentationen af regnskabet for 3. kvartal. Aktiekursen faldt med over 7 pct., da det så allerværst ud. Det overrasker Michael Friis Jørgensen, analytiker i Alm. Brand Markets, at aktien i FLSmidth & Co. bliver presset så meget i bund.

»Det undrer mig, at den falder så meget, som den gør. Der var også plusser i regnskabet, men vi kommer ikke uden om, at indtjeningen var svag, og det var et rodet regnskab, fordi FLSmidth rykkede rundt på nogle poster, som gør det svært for investorer at følge med i tingene,« siger Michael Friis Jørgensen, som dog forventede, at aktien ville falde en smule.

Det er bl.a. frasalget af et forretningsområde, der ifølge Michael Friis Jørgensen er med til mudre billedet for, hvordan det egentlig går med den underliggende drift. Derudover har FLSmidth valgt at flytte sine aktiviteter inden for Operation & Maintenance (O&M) inden for cement fra Customer Services til afdelingen Cement.

»Det er ikke, fordi der ikke er en årsag til, at tingene bliver rykket rundt, men det får lige investorerne til at kaste håndklædet i ringen, indtil de har fået set lidt mere på tallene og fået et bedre indtryk af den underliggende udvikling,« forklarer han.

På plussiden fremhæver Michael Friis Jørgensen, at ordreindgangen var stærk, og arbejdskapitalen var forbedret.

»Men det er et svagt regnskab uanset hvad,« siger han og tilføjer, at FLSmidth er en aktie, som investorer er nervøse for:

»Det er en meget shortet aktie - altså der er mange, der spekulerer i kursfald. Det indikerer, at der er en stor usikkerhed omkring aktien.«

Ifølge adm. direktør i FLSmidth, Thomas Schulz, er markedsforholdene i mineindustrien fortsat svære, og en forbedring af cementindustrien går langsommere end ventet.

Til spørgsmålet om, hvorvidt faldet i omsætning i 3. kvartalsregnskabet vil betyde flere fyringer, svarer Thomas Schulz, at man skal huske på, at ordreindtaget er steget.

»Vi vil ikke skade virksomhedens fremtid. Mit mål er ikke at presse det højeste indtjeningsniveau ud af virksomheden de næste par uger. Mit mål er at gøre virksomheden klar til at håndtere opsvinget, når det kommer, og det er vi godt på vej til,« siger han.

Artiklens emner
FLSmidth