Iværksætterne spirer i maven på de unge
Formanden for Dansk Iværksætterforening mener, at regeringen bør gøre det nemmere for unge iværksættere at forlænge deres uddannelse, mens de starter egen virksomhed.
Knap 4 af 10 unge mellem 17 og 20 år kunne godt tænke sig at starte egen virksomhed på et tidspunkt, viser en ny, repræsentativ undersøgelse, som erhvervsakademiet Copenhagen Business Academy har foretaget i samarbejde med Userneed.
De fleste unge iværksætterspirer er især draget af muligheden for at kunne udleve en passion, men også udsigten til at kunne tjene mange penge eller selv disponere over tiden motiverer mange af de unge.
Formanden for Dansk Iværksætterforening mener, det er positivt, at så mange har lyst til at være chef i eget firma. Der er dog et stort skel mellem andelen af iværksætterlystne unge, og hvor mange der tager springet.
»Vi har en masse unge med højt drive og ambitioner. I det øjeblik de er færdige med deres studier, skal de træffe et valg. At gå på nulindkomst og starte egen virksomhed, eller få et job til 35.000 kr. Og så er det svært at springe ud i det,« siger Christian Walther Øyrabø, formand for Dansk Iværsætterforening.
Han mener, det er paradoksalt, at en studerende har mulighed for at forlænge sin uddannelse, hvis han eller hun for eksempel er elitesportsudøver, men ikke iværksætter.
»Har man travlt med at skabe jobs og skatteindtægter til samfundet, så er der ingen forståelse for, at man kan blive forsinket i sin uddannelse. Men hvis man skal blive god til fodbold, så er det en anden sag,« siger Christian Walther Øyrabø.
Hvis unge kunne forlænge deres uddannelse, så ville de have mulighed for at se, om der var et marked for deres virksomhed, mens de var på SU.
»Når uddannelsen så er færdig, så kan det være, at de unge har nemmere ved at forfølge drømmen, fordi de allerede har fået mulighed for at stikke en finger i jorden først,« siger han.

