Bestseller-milliardær nærmer sig kontrol over Stylepit
Slaget om Stylepit fortsætter. Anders Holch Povlsen har forlænget købstilbud.
Bestseller-ejer Anders Holch Povlsen har fået tilsagn om at købe 273.234.426 aktier i onlineforhandleren Stylepit.
Det svarer til 58,95 pct. af aktierne i Stylepit, og dermed nærmer den mediesky tøjmilliardær sig fuld kontrol over den virksomhed, som han har bejlet til i månedsvis.
Til gengæld har Anders Holch Povlsen ikke modtaget de fornødne godkendelser fra konkurrencemyndighederne i forbindelse med købsprocessen og har derfor forlænget sin tilbudsperiode, lyder det i en meddelelse til fondsbørsen.
Tirsdag kl. 16.00 udløb Holch Povlsens tilbud om at købe aktionærernes aktier til 20 øre stykket. Det tilbud er nu forlænget til den 10. december.
Nicolai Kærgaard, der i 2000 var med til at stifte det daværende Smartguy, havde for længst indvilliget i at sælge sine aktiver til Holch Povlsen, der dermed havde sikret sig 48,57 pct. af aktierne i Stylepit. Holch Povlsens tilbud var dog betinget af, at han ville få kontrol over mere end 50 pct. af aktierne.
Det havde Holch Povlsens private holdingselskab, Aktieselskabet af 14.10.2012, ikke opnået, da hans købstilbud udløb første gang den 21. oktober.
Umiddelbart efter offentliggørelsen af det forlængede købstilbud onsdag steg Stylepit-aktien med 2,50 pct. til en kurs på 21 øre.
Slaget om Stylepit har stået på i årevis, og dårlige økonomiske resultater og interne stridigheder har ført til afgang af en række prominente bestyrelsesmedlemmer samt medstifter Nicolai Kærgaard. I det seneste regnskabsår havde Stylepit et underskud på 52,6 mio. kr. og et fald i omsætningen på 22,5 pct.
Modeselskabet lider under, at store konkurrenter fra udlandet, særligt Zalando, æder sig ind på det nordiske marked.

