Fortsæt til indhold

Medier: McDonald's skal undersøges for skattefusk

EU-kommissionen vil kulegrave McDonald's skatteforhold i Luxembourg, erfarer flere medier.

Erhverv

McDonald's kan blive det næste multinationale selskab, som EU-Kommissionen vil kigge efter i sømmene. Det rapporterer flere internationale medier, heriblandt The Wall Street Journal.

Så tidligt som torsdag kan kommissionen offentliggøre, at man indleder en undersøgelse for at fastslå, om fastfood-kædens skatteordning i Luxembourg overtræder EU-lovgivningen. Det erfarer kilder tæt på sagen.

Beslutter kommissionen, at McDonald's har udnyttet en illegal skatteopsætning, risikerer virksomheden et gevaldigt skattesmæk.

I oktober meddelte EU-kommissær Margrethe Vestager, at Fiat og Starbucks havde indgået ulovlige skatteaftaler i henholdsvis Luxembourg og Holland. Landene blev derfor beordret til at opkræve yderligere 150-225 mio. kr. i skat fra de to selskaber.

Fiat havde ulovligt flyttet overskud fra en del af firmaets underafdelinger til Luxembourg, hvor de betalte mindre i skat, mente kommissionen. I Starbucks tilfælde skulle firmaets hollandske afdeling have betalt overpriser for grønne kaffebønner til firmaets afdeling i Schweiz. På den måde slap den hollandske afdeling billigere i skat.

Dengang lød spekulationerne, at afgørelserne ville blive de første i en lang række sager, der kunne ramme store virksomheder over hele Europa.

I øjeblikket holder EU-kommissionen luppen over computergiganten Apple, der har en aftale med Irland, og internetboghandlen Amazon, der har en aftale i Luxembourg. Der forventes at falde afgørelse i Apple-sagen inden jul.

Som udgangspunkt er der ikke noget ulovligt med skatteaftaler. Det ulovlige består i, at ikke alle selskaber har haft adgang til aftaler, der er ligeså gode.

Europakommissionen og Luxembourgs finansministerium har afvist at kommentere sagen.

Artiklens emner
EU-Kommissionen
McDonald's