Fortsæt til indhold

Skyerne får IBM til at hyre nye danske medarbejdere

It-virksomheden IBM Danmark vil hyre mindst 65 nye folk til sit forretningsområde cloud-løsninger samt mobile og intelligente løsninger. Det sker efter massive nedskæringer de seneste år.

Erhverv

Kunderne efterspørger i stigende grad cloud-tjenester, og det får nu IBM Danmark til at skilte med, at de pt. søger 15 nye teknologikonsulenter og yderligere 50 i 2016.

»50 er kun starten. Det ligger langt højere end det både i 2016 og efterfølgende. Det er det, vi har sat penge af til på nuværende tidspunkt. Jeg vil ikke sætte præcist tal på, men min målsætning er langt højere,« siger Mark From-Poulsen, nordisk direktør for outsourcing, vedligehold og teknisk rådgivning i IBM.

De nye konsulenter skal arbejde for IBM Danmarks cloud-, mobil- og Watson-forretning. Ifølge Mark From-Poulsen har IBM i dag over 100, som laver den slags arbejde, i Norden, så nyansættelserne i Danmark er en væsentlig stigning.

Watson er en computer med kunstig intelligens, mens cloud-løsningerne er en mulighed for virksomhederne for at gå væk fra det traditionelle tunge hardware.

»Cloud vokser helt enormt, og kunderne er begyndt at blive opmærksom på cognitive computing (f.eks. Watson, red.),« siger han.

Analysechef i analysehuset IDC, Johan Hallberg, har tidligere sagt, at det er en udfordring for IBM og andre it-leverandører, at kunderne vil have nye ting:

»Nu skal det være mobile first og baseret i skyen, i stedet for at købe software og hardware til millioner af kroner. Der sker en transformation nu, som er en udfordring for alle leverandører, og især for IBM. For de har stadig det gamle skidt, de skal køre, og samtidig skal de bevise over for kunderne, at de er med på det nye.«

Men Mark From-Poulsen ser det ikke som udfordring:

»Der er mange store kunder, som har behov for begge dele og derfor vælger en hybrid løsning.«

Jagten på nye medarbejdere sker efter mange år med nedskæringer. Bare på to år - fra 2012 til 2014 - er antallet af medarbejdere i IBM Danmark gået fra 3.231 til 2.556. IBM kan dog ikke love, at nyansættelserne betyder, at medarbejderstaben samlet set vil vokse. Virksomheden oplyser, at den fortsat kommer til at se på løbende tilpasninger til de forandringer, der sker i markedet, og at det ville være useriøst at gå ud og stille garantier.

Omsætning såvel som antallet af medarbejdere er faldet drastisk i IBM Danmark de seneste syv år:

Artiklens emner
IBM