Fortsæt til indhold

Hotelejere kan snart sove trygt om natten

Antallet af overnatninger på de danske hoteller stiger fortsat. Branchen nærmer sig sorte tal efter mange år med hæslige regnskaber.

Erhverv

De danske hoteller er godt i gang med at eliminere det underskud, der har præget branchen de seneste mange år.

Det viser en brancheanalyse fra NN Markedsdata.

I 2012 havde de 601 hoteller, der har aflagt regnskab de seneste tre år, et samlet underskud på 649 mio. kr. før skat. Det svarer til et underskud på knap 1,1 mio. kr. per hotel.

I det seneste regnskabsår var underskuddet i branchen reduceret til 18 mio. kr. – cirka 30.000 kr. i underskud per hotel.

»Det er en meget positiv udvikling,« siger Ivan Jæger Christiansen, direktør i NN Markedsdata.

»Erhvervslivet klarer sig bedre, og det smitter af på hotelbranchen i form af mere rejseaktivitet, flere møder og kursusdage og deraf højere belægningsgrad og bedre regnskabstal,« forklarer han.

Antallet af overnatninger på danske hoteller satte rekord i 2014 med cirka 14 mio. overnatninger. Ifølge brancheforeningen Horesta bliver det tal med sikkerhed overgået i 2015. Dermed snuser hotelbranchen også til overskud, siger adm. direktør i Horesta Katia K. Østergaard.

»Det er ikke en kunst at sælge overnatninger i sig selv, og derfor er det særligt interessant, at der er stigende omsætning i branchen – og at hotellernes bundlinje forbedres,« siger hun.

En væsentlig grund til de massive underskud, der har tynget hotelbranchen, var et boom i antallet af hotelværelser under finanskrisen. Omsætningen gik nemlig den modsatte vej, og derfor måtte en del hoteller effektivisere driften, lade sig opkøbe eller lukke.

I dag mener Katia K. Østergaard, at der er bedre sammenhæng mellem antallet af gæster og den samlede kapacitet.

»Hotellerne bliver fyldt, og der investeres i udvidelser og nybyggerier. Både erhvervsgæster og feriegæster bidrager til væksten,« siger hun og mener, at beslutningen om at give fuldt momsfradrag for virksomheders hotelovernatninger har haft en effekt.

Selvom hotelbranchen er i bedring, er der store regionale forskelle. Bedst klarer Region Hovedstaden sig og værst Region Nordjylland, hvor underskuddene blandt hotellerne er størst.

Artiklens emner
NN Markedsdata
Horesta