Fortsæt til indhold

Bilsalget har krydset grænsen, der ikke kunne nås

Der er solgt flere end 200.000 biler i år. Næste år ventes salget af større biler at stige på grund af afgiftsnedsættelsen.

Erhverv

Salget af nye personbiler i Danmark har rundet en milepæl. For første gang er der på et år solgt flere end 200.000 nye biler i Danmark. Milepælen blev nået for et par dage siden.

Det viser tal fra AutoBranchen Danmark. Fra årets begyndelse og til og med 19. december er der solgt 201.879 personbiler. Det er cirka 8 pct. højere end rekordåret 2014, og i årets sidste dage kan tallet stige yderligere.

Det er igen leasing, der er den store drivkraft i bilsalget.
Jens Brendstrup, adm. direktør i AutoBranchen Danmark

»200.000 biler er ekstraordinært, og der har hidtil været opfattet, som en grænse, der ikke kunne nås. Men nu er det sket,« lyder det fra Jens Brendstrup, der er administrerende direktør for AutoBranchen Danmark.

Han peger både på en generel bedring i samfundsøkonomien og leasing som dele af forklaringen.

»Både beskæftigelsen og BNP viser en stigning. Siden 2012 er beskæftigelsen i den private sektor steget med 66.000 personer. Men det er igen leasing, der er den store drivkraft i rekordsalget. De mange leasingaftaler har også haft betydning for, at vi har set en stigning i salget af de større biler,« forklarer Jens Brendstrup.

Den udvikling vil efter hans mening fortsætte næste år - bl.a. understøttet af de nye og lavere bilafgifter.

»Danskerne vil også i 2016 opleve en økonomisk fremgang, som giver flere råd til at skifte bilen ud. Samtidig er der også et behov for det, for børnefamilierne kan ikke få plads til barnevogne og klapvogne i de mindste biler,« siger Jens Brendstrup.

Samtidig peger han på, at nedsættelsen af registreringsafgiften fra 180 til 150 pct. vil gøre de større biler billigere.

»Afgiftslettelsen gælder kun de større biler, og derfor tror jeg, at vi i 2016 vil se danskerne købe endnu større biler. Til gengæld forventer jeg ikke, at bilsalget vil stige. Det er snarere sandsynligt, at det vil falde lidt i forhold til 2015, fordi markedet er ved at være mættet,« vurderer Jens Brendstrup.

Artiklens emner
AutoBranchen Danmark