Fortsæt til indhold

Her er de bedste brugte biler - og dem du skal undgå

De brugte biler bliver stadig bedre og mere sikre, fastslår tysk prøveinstitut.

Privatøkonomi

Hvad har en Mercedes B-klasse til fælles med en Audi 1 eller en Porsche 911, og hvad binder en Chevrolet Spark sammen med en Dacia Logan, en Chevrolet Matiz, en Renault Kangoo og en Fiat Stilo.

Svaret giver det tyske prøveinstitut Technische Überwachungs Verein (TÜV). De første tre biler hører til blandt vinderne, når man undersøger for fejl på brugte biler. De fem andre hører til taberne.

Læs mere hos TÜV

Det tyske prøveinstitut har endnu en gang udgivet sin rapport om brugte tyske bilers tilstand, og den glædelige nyhed er, at fejlene på de brugte biler bliver færre. Dermed bliver bilerne også mere sikre. Undersøgelsen deler bilerne op i klasser efter alder.

TÜV har testet 9 mio. biler fordelt på 233 modeller. Undersøgelserne er gennemført i andet halvår af 2014 og første halvår af 2015. TÜV fremhæver især, at der er sket et fald på godt 22 pct., når det gælder væsentlige fejl.

Prøveinstituttet kårer også en vinder blandt de brugte biler. Det er Mercedes-Benz B-klasse, og den følges til dørs af to mærkefæller - Mercedes GLK og Mercedes SLK. Hos B-klassen blev der fundet væsentlige fejl i 2,8 pct. af bilerne.

I det hele taget er toppen en tysk fremvisning med yderligere Mercedes M/GL, Porsche 911 Carrera, Audi Q5, Mercedes C-klasse, Mercedes E-klasse, Audi A1 og Audi A6. Af udenlandske mærker klemmer kun Toyota Yaris sig ind på en delt 9. plads med Audi Ai og Audi A6. Hos de tre bilmodeller er der væsentlige fejl i 4,4 pct. af bilerne.

TÜV har også udpeget bilerne med flest fejl. Den største taber er Chevrolet Spark med en fejlrate på 14,6 pct. Den har afløst Dacia Logan som bilfeltets baglanterne.

Ifølge TÜV findes de hyppigste fejl på styretøj og lygter.