Fortsæt til indhold

Netbutik fik nok af seriesvindler: Lagde en fælde ud og fik ham anholdt

Coolshop.dk anbefaler andre netbutikker at gøre det samme, men brancheforening advarer mod at agere politimand.

Erhverv

Efter at være blevet snydt for over 200.000 kr. af den samme svindler og have indgivet 15 anmeldelser til politiet, valgte netbutikken Coolshop.dk tirsdag selv at gribe til handling.

»Der var et sammenfald mellem navne, adresser og ip-adresser, så vi sendte en falsk pakke af sted og ringede til politiet. Men de sagde, at de ikke havde mandskab til det. Så begyndte jeg at forberede mig på at lave en civil anholdelse af ham,« siger medejer af Coolshop, Jacob Risgaard til Finans.

Politiet valgte dog i sidste ende at sende en betjent til pakkekontoret for at at anholde manden, når han kom for at afhente sin pakke. Den formodede gerningsmand, som viste sig at være en 22-årig mand fra Algeriet, er blevet sigtet for 90 tilfælde af kortsvindel.

Jacob Risgaard opfordrer netbutikkerne til at gøre det ligesom de fysiske butikker, som fanger tyve i gerningsøjeblikket og tilbageholder dem, indtil politiet kommer.

»Så må man gøre det samme. Hvis man bliver bekendt med svindlen, inden pakken er afhentet, kan man sende en falsk pakke afsted. Så kan man snuppe tyven på fersk gerning, det er ret let,« siger han.

Danske netbutikker er i årets første seks måneder blevet udsat for dankortsvindel for 10,6 mio. kr. Det tal er nær ved fordoblet siden 2011, viser tal fra dankortoperatøren Nets.

Og svindlen er noget, der kan mærkes på bundlinjen, fortæller Jacob Risgaard. Coolshop.dk er blevet snydt for over en million kroner i år. Hvor ejerne af de misbrugte dankort får pengene igen, er det netbutikkerne, der hæfter for tabet.

»De mistede penge gør meget, meget ondt. Vi tjener under et par kroner pr. vare, når alle udgifter er trukket fra, så vi skal sælge mange tusinder af varer for at tjene det ind,« siger Jacob Riisgaard.

Netbutikkerne skal dog være varsomme med at agere politibetjente, mener kommunikationschef Henrik Theil fra Foreningen for Dansk Internethandel, FDIH.

»Al ros til Jacob for at have gjort det. Men en civil anholdelse kræver beviser, og ikke alle netbutikker har det overskud. Og så er det også forbundet med en vis fysisk fare. Derfor anbefaler vi, at det er politiet, der står for anholdelserne,« siger Henrik Theil fra FDIH. Han peger på en anden metode.

»Hvis man bliver bekendt med, at en svindler har foretaget et køb, så bør man hellere vente med at sende pakken og så advisere politiet. Jo hurtigere man reagerer, jo bedre mulighed er der for at opklare sagerne,« siger Henrik Theil.

Politikommisær Peter Reisz fra afdelingen for økonomisk kriminalitet ved Københavns Politi udtaler over for TV2, at han ikke anbefaler folk at følge Coolshop.dk's eksempel.

Artiklens emner
FDIH