Bank trak tæppet væk under dansk tøjmærke: »Der er ikke langt fra succes til fiasko«
På to uger har Danmark mistet to store modehuse. Modebranchen er i bedring, men sårbar, siger ekspert.
En omfattende turnaround var ikke nok til at redde den danske modekoncern Bruuns Bazaar, der tirsdag aften begærede sig konkurs.
Efter flere år med faldende indtjening og en bank, der ikke længere ville lege med, valgte de to brødre bag selskabet, Theis Bruun og Bjørn Bruun, at kaste håndklædet i ringen.
Dermed har Danmark mistet to store tøjmærke på to uger. Uno Danmark med 35 butikker i Danmark, Sverige, Norge og Tyskland gik konkurs i forrige uge.
»Modebranchen er meget sårbar. Man er aldrig bedre end sin seneste kollektion, og lige så hurtigt succesen kan vælte ind, lige så hurtigt kan den forsvinde,« siger Morten Gade Steinmetz.
Han er partner i revisionsfirmaet Deloitte og følger udviklingen i modebranchen tæt.
Bruuns Bazaar blev grundlagt i 1995 og solgte – indtil tirsdag – sit herre- og dametøj gennem både egne butikker og via hundredvis af uafhængige forhandlere verden over.
De seneste tre regnskabsår har virksomheden kæmpet med underskud. Det har fået ejerkredsen til at igangsætte, hvad den selv betegner som »en omfattende turnaround.«
»Denne turnaround var vi halvvejs igennem, men det har desværre ikke været muligt at sikre tilstrækkelig langsigtet finansiering til gennemførelsen af anden og sidste del af genopretningen, som ville kræve øget investering i markedsføring og salgsudvikling,« skriver Bruuns Bazaar i en pressemeddelelse.
Den danske tøjbranche har ellers efter adskillige kriseår formået at nedbringe antallet af konkurser og skabe mere overskud. Alligevel er det ikke en kæmpe overraskelse, at endnu en dansk modevirksomhed må dreje nøglen om.
Mit bedste bud er, at Bruuns Bazaar ikke har været hurtig nok til at få sine omkostninger tilpasset. Man er endt i en situation, hvor man er kommet for langt ud, til at virksomheden kan reddes.Morten Gade Steinmetz, partner i Deloitte.
Således viser en analyse fra kreditvurderingsbureauet Bisnode, at 4 ud af 10 modevirksomheder herhjemme har kreditrating B (kredit mod sikkerhed) eller den mest risikofyldte kreditrating C (kredit frarådes).
Det er væsentligt flere end i dansk erhvervsliv som helhed.
»Mit bedste bud er, at Bruuns Bazaar ikke har været hurtig nok til at få sine omkostninger tilpasset. Man er endt i en situation, hvor man er kommet for langt ud, til at virksomheden kan reddes,« siger Morten Gade Steinmetz og understreger igen, at der ikke er langt fra succes til fiasko i modebranchen.
»Rammer man ikke forbrugernes smag, søger de hurtigt andre steder hen. På den måde er vi som forbrugere stærkt illoyale, og det gør livet udfordrende for modevirksomhederne. Der er ikke plads til mange svipsere,« siger han.
Bruuns Bazaar var en del af Scandinavian Designers Gruppen, som også omfatter mærkerne Baum und Pferdgarten og Six Ames. Disse er ikke berørt af konkursen.


