Pakkeposten vil snart ringe på om søndagen
For et år siden begyndte Post Danmark at levere pakker om lørdagen for at imødekomme den stigende nethandel. Næste skridt er lige om hjørnet, mener flere eksperter. Men det er ikke godt nyt for alle.
Butikkernes kamp om de danske forbrugeres penge er på vej til at tage en ny drejning.
Flere eksperter forventer, at landets netbutikker inden længe vil tilbyde levering af pakker om søndagen og dermed udrydde en af de væsentlige konkurrencefordele, som fysiske butikker har i dag.
Ifølge Louise Byg Kongsholm, trendanalytiker og adm. direktør i Pej Gruppen, behøver man blot se mod USA for at få et glimt af, hvordan udviklingen bliver herhjemme.
Her har onlinegiganten Amazon slået sig sammen med det amerikanske postvæsen, USPS, og leverer nu i stor stil pakker om søndagen. Dermed er argumentet med ikke at bestille sine varer online sidst på ugen på grund af lang leveringstid hen over weekenden væk, mener Louise Byg Kongsholm.
»Søndag var oprindeligt en helligdag, men sådan er det ikke længere. De fleste butikker – både i USA og Danmark – har åbent. Næste skridt er, at netbutikkerne melder sig på banen med søndagslevering,« siger Louise Byg Kongsholm.
Hun bakkes op af detailekspert Dorte Wimmer fra Retail Institute Scandinavia.
»Magtbalancen er skiftet fra, at butikkerne havde magten, til at forbrugerne nu har magten. Butikkerne - både fysiske og online - skal være dér, hvor kunderne er, og de er der om søndagen,« siger Dorte Wimmer.
Vi bevæger os i retningen af levering 365 dage om året – og dermed også søndagslevering. Det er godt nyt for forbrugerne, men ikke godt nyt for alle netbutikker.Niels Ralund, adm. direktør i FDIH.
Det er knap et år siden, at Post Danmark begyndte at levere pakker om lørdagen for at imødekomme den stigende nethandel. Tidligere blev kun pakker på under tre kilo bragt ud.
Og udviklingen stopper ikke der, lyder det fra Foreningen for Dansk Internethandel (FDIH).
»Vi bevæger os i retningen af levering 365 dage om året – og dermed også søndagslevering. Det er godt nyt for forbrugerne, men ikke godt nyt for alle netbutikker,« siger adm. direktør Niels Ralund.
Han mener, at især små netbutikker vil blive presset, når søndagslevering bliver en realitet.
»I forvejen er det svært for mange mindre netbutikker at tjene penge. Og det er ikke billigt skulle holde åbent i weekenden, fordi varer skal pakkes, registreres og sendes ud,« siger han.
Ifølge Post Nord er levering af pakker om søndagen »ikke et utænkeligt koncept.« Men det kræver, at der kan laves et økonomisk attraktivt setup, lyder det.
I første omgang satser Post Nord imidlertid på såkaldt SmartLevering.
»Det er levering af pakker i timeintervaller forstået på den måde, at kunden i netbutikken kan vælge den dag og i det tidsinterval – f.eks. onsdag fra kl. 16-17 - som pakken skal leveres i,« siger Carsten Dalbo, chef for e-commerce i PostNord Danmark.
Inspirationen kommer fra levering af fødevarer, hvor flere distributører, bl.a. Nemlig.com, eksperimenter med levering i timeintervaller.
»Vores undersøgelser viser, at der er et marked for en sådan service,« siger Carsten Dalbo.
Danskerne er blandt de lande i Europa, hvor flest forbrugere handler på nettet. Fire ud af fem danskerne handlede på nettet i 2015, viser nye tal fra EU-Kommissionen, hvilket placerer Danmark på en andenplads i EU - kun overgået af Storbritannien.
Dansk Erhverv vurderer, at nethandlen i Danmark runder 100 mia. kr. i år. I den sammenhæng bliver levering et endnu vigtigere konkurrenceparameter, mener Henrik Hyltoft, markedsdirektør i Dansk Erhverv.
»Forbrugerne vil have bekvemmelighed. En stor del af fordelen ved nethandel ryger, hvis du ikke ved, hvornår varen leveres, eller hvis du ikke er hjemme på leveringstidspunktet. Men søndagslevering er ikke det første, der ligger lige til højrebenet,» siger Henrik Hyltoft.
Han mener i stedet, at der vil blive satset på aftenlevering og selvafhentningssteder i form af bokse, hvor forbrugerne selv kan hente deres varer.
»Man skal huske på, at der er mange omkostninger forbundet med søndagslevering, ikke mindst lønninger, som er højere om søndagen. Det skal nok komme på et tidspunkt, men her og nu tror jeg mest på andre løsninger,« siger Henrik Hyltoft.

