Tusindvis af danskere har løjet i deres cv
Hver 14. dansker på arbejdsmarkedet har overdrevet deres egenskaber i cv'et. De unge er værst.
Danskerne har svært ved at holde sig til sandheden, når de skal søge job.
En ny undersøgelse fra Epinion foretaget for Deloitte viser således, at 200.000 danskere har løjet i deres cv og skruet op for kvalifikationerne, når de har skullet søge et nyt job.
Undersøgelsen, der baserer sig på en rundspørge blandt 1.000 danskere, viser, at de unge er slemmest til at pynte på kvalifikationerne. Hver ottende under 30 år har således forskønnet cv'et - for gruppen over 50 år gør det sig kun gældende for hver tyvende.
Det gør sig dog gældende for alle aldersgrupper, at det ikke kun er kompetencer og erfaring, der bliver pustet op. Der bliver nemlig skruet op på ens rolle i tidligere succeser.
»Som arbejdsgiver vil man jo helst ansætte medarbejdere, der har formået at skabe resultater i deres hidtidige karriere. Netop her fristes mange til at pynte på sandheden. ’Det var jo mig, der fik ideen. Det var mig, der byggede det op. Det var mig, der stod i spidsen.’ Den slags historier tager altid kegler, når man sidder i en jobsamtale,« siger ledelsesekspert i Deloitte, Kim Domdal.
Kim Domdal er ikke overrasket over danskernes trang til at pryde sig med lidt ekstra kvalifikationer, og han tror heller ikke, at billedet vil ændre sig fremover.
»Når man søger job, skal man jo forsøge at sælge sig selv på bedste vis. Sådan har det altid været, og sådan vil det også være fremover. Der er dog stor forskel på at fremhæve sine gode sider og komme med en decideret løgn om, hvad man kan. Den grænse er der øjensynligt lidt for mange, der overtræder,« siger han.
Kim Domdal vil da også gerne advare mod cv-forskønnelsen.
»Ét er at søge et job, noget andet er at leve op til forventningerne, når man endelig er kommet igennem nåleøjet. Her forventer arbejdsgiveren selvfølgelig, at medarbejderen kan levere på det niveau, han eller hun har stillet i udsigt. Har man skruet for højt op for forventningerne, risikerer man at få dem i hovedet som en bommerang,« siger han.

